Campingplads opsætter nye telte formet som kupler: - Vi skal kunne lave noget utraditionelt og udvikle os
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord
Anni Grønborg Jensen ejer sammen med sin mand, Kenneth Malgo Jensen, Mariager Camping, der har købt to nye, alternative telte, der er formet som kupler, og som skal give en mere luksuriøs campingoplevelse.
De to hvide telte er formet som kupler med panoramaudsigt og har en størrelse på 20 kvm og 5 meter i diameter.
'Fjordbobler'.
Dét kalder ejerne hos Mariager Camping de to nye og anderledes telte, som de i denne uge har rejst på deres campingplads.
De hvide telte, som de har købt tidligere på året, er formet som kupler med panoramaudsigt. Teltene er omkring 20 kvadratmeter. De har en diameter på 5 meter og en højde på omkring 3,5 meter - og så skal de give en mere luksuriøs form for campingoplevelse.
- De skal give det, at du kommer i ét med naturen, og at du prøver noget andet end det, du ellers ville prøve, hvis du kom på en campingplads, forklarer Kenneth Malgo Jensen, der ejer campingpladsen med sin hustru, Anni Grønborg Jensen.
En drøm, der går i opfyldelse
Idéen til den nye overnatningsform fik parret, da de for omkring et par år siden så nogle lignende telte under en ferie til Costa Rica.
- Der sagde vi; dét skal vi bare have. Og så har vi arbejdet på det lige siden, og nu er de her, så det er super, siger ejer Kenneth Malgo Jensen.
For parret er projektet en længeventet drøm, der nu går i opfyldelse.
Jeg har sommerfugle i maven, og jeg er simpelthen så begejstret over det. Jeg tror, det bliver så godt.
Anni Grønborg Jensen, ejer, Mariager Camping
- Jeg har sommerfugle i maven, og jeg er simpelthen så begejstret over det. Jeg tror, det bliver så godt, siger ejer Anni Grønborg Jensen til TV2 Nord.
- Vi skal kunne lave noget utraditionelt
For Mariager Camping handler det nye projekt om fortsat at udvikle sig som campingplads og at følge med tiden.
- Det er det, der driver Kenneth og jeg. Hvis vi skal have en campingplads, så skal vi synes, det er sjovt. Vi skal kunne lave noget utraditionelt og udvikle os, siger Anni Grønborg Jensen.
- Vi skal også huske den nye generation af campister, der kommer. De vil måske også noget andet end den generation, der har været tidligere, siger hun.
Kan klare sig i det danske vejr
Mariager Camping har købt teltene hos den amerikanske virksomhed, Pacific Domes, der udvikler kupler til forskellige formål såsom events, økoturisme og glamping. Én af deres mange samarbejdspartnere er blandt andet rumagenturet, NASA.
- Det vil sige, at teltene er utrolig holdbare og kan klare sig i al slags vejr, forklarer Anni Grønborg Jensen.
- De står ude i verden på de mest utrolige steder på for eksempel bjergskråninger, ude på isen og alle mulige steder, siger hun.
Næste skridt i projektet er at bygge teltområdet færdigt og at indrette de to telte, så det hele står klart, når de første gæster ankommer i bededagsferien.