Carina og "Danse" jagter drømmen: Rider for OL-billetten
Foto: Mette Kristensen
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera kan ride sig til sommerens OL i Tokyo.
Carina Cassøe Krüth fra Hobro kan få en stor drøm opfyldt. Hun er en del af det danske dressurlandshold, og i løbet af foråret afgøres det, om hun og hoppen Heiline's Danciera skal med til OL i Tokyo.
For mange sportsfolk er OL det ultimative mål og en livslang drøm, men det er de færreste, der lykkes med at indløse billet til legene.
For en rytter fra Hobro er den drøm nu meget tæt på at gå i opfyldelse. Sammen med den ni år gamle hoppe Heiline's Danciera, er Carina Cassøe Krüth nærmest kun et mulehår fra at blive udtaget til sommerens OL i Tokyo.
- Jeg har drømt om at ride OL, siden jeg var otte år gammel og så det i fjernsynet. Det er bare mega stort. Det er det største, jeg kan forestille mig rent sportsligt, siger Carina Cassøe Krüth.
Sammen med "Danse", som hesten lidt mere mundret kaldes i daglig tale, har den 35-årige berider markeret sig så stærkt, at ekvipagen nu er en del af den danske landsholdstrup i dressurridning. Truppen tæller lige nu syv verdensklasseryttere, som skal kæmpe om tre pladser ved OL.
- Alene det at være kommet hertil, hvor jeg er i betragtning er helt vildt. "Danse" er kun ni år gammel, og det er meget ungt for en grand prix-hest, fortæller Carina Cassøe Krüth.
En helt særlig hest
Hun arbejder som berider i sin egen virksomhed, CK Dressage, og har haft adskillige heste under sig. Men hoppen, som hun har haft i træning, siden den var 4 år gammel, har vist sig at være noget helt særligt.
- Hun er mega speciel. Der er ingen andre heste som hende. Jeg har redet masser af heste, der har været ni år, men som ikke har været på det niveau, som hun er, og det er bare helt specielt.
Da Carina Cassøe Krüth første gang satte sig på ryggen af "Danse" havde hun dog ikke drømt om, at de skulle nå så langt sammen.
- Hun var en fin hest, men ikke noget ud over det sædvanlige. Men hun har hele tiden haft sådan en fantastisk mentalitet og arbejdsvilje og en ukompliceret måde at se tingene an på. Så hver gang, jeg har forsøgt at lære hende noget nyt, tog hun det til sig, og da vi kom til de rigtig svære ting, var det bare sådan: "wow", fortæller Carina Cassøe Krüth.
Gennem de fem år makkerparret har arbejdet sammen, har de også opbygget et særligt bånd, som er en af årsagerne til, at de er kommet så langt.
- Jeg kender hende 100 procent, og hun kender mig. Jeg kan se på hende, om hun har en god dag, og når jeg sætter mig op, kan jeg mærke, hvordan hun er, og så arbejder vi ud fra det og finder løsninger. Vi er virkelig et stærkt team og smelter helt sammen, og det er en kæmpe force.
Syv skal skæres ned til tre
Selv om OL-billetten er tæt på, er den alligevel stadig lidt langt væk. Inden de tre OL-ryttere udtages, skal de syv landsholdsekvipager nemlig ride mod hinanden ved tre store internationale stævner. Det er rytternes præstationer ved disse stævner, der danner grundlag for landstrænerens beslutning om, hvem der skal repræsentere Danmark i Tokyo til sommer.
- Alene det at være i bruttotruppen betyder noget, for så er jeg jo mega tæt på målet. Og jeg synes faktisk, det er ret flot at være nået så langt. Men selvfølgelig vil det være prikken over i'et, hvis det lykkes, og vi skal til OL. Men ellers har jeg det sådan, at "Danse" altså kun er ni år gammel, så vi har et skud mere om fire år, og så er der jo andre spændende ting som EM og VM, og så må vi prøve det.
Første gang de syv landsholdsryttere skal op imod hinanden er ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning messecenter 5.-8. marts. Derefter følger to stævner i Tyskland i henholdsvis april og i begyndelsen af juni. Derefter udtager landstræner Nathalie su Sayn-Wittgenstein de tre ryttere - og den ene reserve - der skal til Tokyo til juli.