Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Circle K i Hadsund evakueret efter bombetrussel

En 25-årig mand er nu kørt på den psykiatriske skadestue.

En bombetrussel torsdag formiddag tvang Circle K i Hadsund til at evakuere sine kunder og holde lukket.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.

En 25-årig psykisk syg mand havde ringet ind til 112 og truet med at sprænge en bombe på stedet. Politiet rykkede derfor hurtigt ud og fik lukket området af. Det viste sig dog, at der ikke var noget hold i truslen. 

- Det korte af det lange er, at der var tale om en ung mand med psykiske problemer, og det her var et råb om hjælp, siger Poul Fastergaard.

Politiet ringede efterfølgende til manden, der over telefonen fortalte politiet, hvor han befandt sig. Politiet sendte derfor en patrulje ud for at samle manden op, der gik medviligt med. Han er nu kørt på den psykiatriske skadestue for at få hjælp. 

Circle K tanken er torsdag eftermiddag igen åbnet.