02:02

HSE Vikings er en ny e-sportsforening i Hobro, der skal være med til at sikre de unge socialt samvær og motion.

Computerspil i forening "tvinger" de unge til samvær og motion

En ny e-sportsforening i Hobro skal lokke børn og unge ud af værelserne og give dem sved på panden.

HSE Vikings er en ny forening i Hobro. Men foreningen beskæftiger sig hverken med fodbold eller andre traditionelle sportsgrene. I stedet griber den om de unges passion for computerspil: det såkaldte e-sport.

Her kan medlemmerne spille computer sammen med deres venner i et socialt miljø i stedet for at sidde alene derhjemme på værelset.

- Det er jo e-sportens slagside; at det er meget individuelt. Og derfor vil vi rigtig have børnene samlet i et fællesskab og lave nogen sociale aktiviteter, siger klubchef i HSE Vikings, Christian Johnson. 

Men derfor får de unge computerspillere ikke lov til at sidde foran skærmen hele dagen. Meningen med foreningen er også at lokke børn og unge ud og røre sig. Derfor har klubchefen lavet en aftale med den lokale svømmehal om, at alle medlemmerne kan få to gratis svømmeture om ugen. 

- Det er fint. Så kommer vi også ud og lave lidt andet. Jeg synes, det er okay, siger Oliver Røgild på 13 år, mens øjnene klistrer til skærmen.

Men det er ikke kun de unge spillere og deres forældre, der er dukket op i dagens anledning. Viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, Leif Skaarup (S), har stået for den officielle åbning.

- Jeg synes, det er supergodt. Jeg synes, foreningen her er rigtig spændende. Nu er der mange unge mennesker, der kan komme og få nogle gode oplevelser med e-sport, siger han.

Foreløbig har HSE Vikings 60 medlemmer.