Demensdans skaber livsglæde
To ansatte på demensplejehjemmet Skovgården i Hadsund har uddannet sig som instruktører i erindringsdans.
Opholdsstuen på demensplejehjemmet Skovgården i Hadsund summer af glad forventning. Beboere, pårørende, personale og brugere af dagcentret er ved at samles. I den ene ende af salen sidder et harmonikaorkester klar.
- Vi skal danse og have noget godt at spise, lyder det med et stort grin fra Thorkil Kristensen.
Han kommer på centret tre gange om ugen, og nu har social- og sundhedsassistenterne Anette Vinther og Jan Brandt inviteret til afdansningsbal. De har været på kursus og kan med afslutningen i dag kalde sig erindringsdanseinstruktører.
- Du vil opleve en masse glæde og en masse livsenergi og livslyst. Det er helt fantastisk, siger Anette Villadsen, der i dagens anledning har taget en flot lys pink balkjole på.
Så spiller musikken, og der er taktfast indmarch med viftende dannebrogsflag. Thorkil tager den første dans, en tango, med sin kone, og det er tydeligt, at han er i sit es på dansegulvet. Hukommelsen er ikke, hvad den har været, men musik og dans er et sprog, også demensramte forstår.
- Jeg har gået til folkedans, da jeg var ung, siger Thorkil.
Hans kone, Esther Kristensen, der stadig er frisk, har oplevet sin mand blive mere og mere demensramt. Dansen er et lyspunkt.
- Dansen giver ham glæde, og musikken går jo altid i hjertet. Jeg tror, det er rigtig godt for demente, siger hun.
Thorkil er en ombejlet herre på dansegulvet, og også Anette får danset sig til varmen. For hende var erindringsdansekurset en øjenåbner, og hun bliver rørt, hver eneste gang, hun danser med de demente.
- Der bliver vakt glæde, og der bliver vakt minder fra dengang, de selv gik til bal i deres yngre dage. Det er umuligt at danse og være sur samtidig. Det er fantastisk, siger Anette Vinther, der har brugt beboerne på Skovgården som de heldige prøvekaniner undervejs i kurset.
Hun forsikrer, at dansen fortsætter, også efter afdansningsballet.
- Vi stopper ikke nu, det kan vi ikke, siger Anette Vinther.
I debat- og aktualitetsprogrammen Fokus kl. 19.50 kan du få mere at vide om demens. Vi har inviteret to politikere, en pårørende og formanden for Alzheimerforeningen i Nordjylland til en snak om overvågningsproblematikken, og hvad der fra politisk hold og fra foreningens side gøres for demensramte.