Digitalisering og bæredygtighed skal trække turister til Himmerland
Selv om det nye destinationssamarbejde Destination Himmerland har været en realitet i et halvt år, er det først nu, at organisationen er klar med sin strategi for de næste fire år. Det bliver en turismeindsats med fokus på det digitale og på de små oplevelser.
Destination Himmerland præsenterede torsdag sin nye strategi for turismeindsatsen de næste fire år.
1. marts blev turismesamarbejdet Destination Himmerland en realitet, da VisitMariagerfjord og VisitVesthimmerland slog pjalterne sammen. De er nu et af 19 destinationsselskaber landet over, som skal arbejde for at øge turismen og styrke turisterhvervene.
Selv om det nye selskab altså lige har fejret et halvt års fødselsdag, er det først nu, at de er klar med deres strategi for de næste fire år. Den blev præsenteret ved et stort kick-off-arrangement på Hotel Bramslevgård ved Hobro torsdag.
- Vi har jo lige lagt asfalten, mens vi kørte, så derfor har der været mange ting at tage stilling til og blive helt skarpe på, mens vi også har haft den daglige drift at tage os af. Men nu er vi klar, siger turistdirektør Jimmi Stæhr-Petersen.
Visuel indentitet
På mødet, hvor samarbejdspartnere, politikere og repræsentanter fra turisterhvervene deltog, blev der præsenteret Destination Himmerlands visuelle identitet, hvor de velkendte røde "Visit-hjerter" er skiftet ud med blå og grønne farver. Samtidig fremlagde ledelsen, hvordan man vil brande sig på, at Himmerland tilbyder mange små oplevelser frem for en eller få topattraktioner.
Vi skal satse på d store fortællinger i det små, og så skal vi være dygtige til at sende folk på tværs, altså fra øst mod vest og omvendt, og så vil man opleve, at der er rigtig mange spændende olevelser for hele familien.
Jimmi Stæhr-Petersen, turistdirektør, Destination Himmerland
- Vi har jo ikke det der store fyrtårn. Vi har nogle seje "fyrtårne", og vi har mange dejlige ting at byde på, men vi har ikke én stor ting. Vi skal satse på d store fortællinger i det små, og så skal vi være dygtige til at sende folk på tværs, altså fra øst mod vest og omvendt, og så vil man opleve, at der er rigtig mange spændende olevelser for hele familien, siger Jimmi Stæhr-Petersen.
På de digitale platforme
En af de vigtige ting for Destination Himmerland er at blive så moderne som muligt. Man vil stadig producere de velkendte turistbrichurer og kataloger, men markedsføringen skal også i høj grad rykke ind på de digitale platforme for at komme tættere på turisterne og skabe endnu bedre oplevelser. Samtidig er det bæredygtige i højsædet, når destinationen skal markedsføres.
- Vi vil være den mest digitale destination, og vi vil også være en af de mest bæredygtige. Det kunne være fortællingen om den lokale pottemager, der bruger grøn strøm, eller et andet sted, hvor man bruger biogas, siger Jimmi Stæhr Petersen.
De nordjyske kommuner fordeler sig på fire forskellige destinationsselskaber, og Rebild er den eneste af de nordjyske kommuner, som ikke er med i en destination.