Drengedrøm blev til mandekor i Als

Hver torsdag mødes 30 mænd fra Als og omegn for at synge. Als Mandekor blev startet for et halvt år siden og tiltrækker nu mænd i alle aldre.

Stemmerne og kroppen bliver varmet op på Havbakkeskolen i Als. Her mødes 30 mænd hver torsdag for at synge sange. Det har de gjort i et halvt år, og ideen til koret kom fra tre af mændenes døtre.

- Vi var til musik på havnen sidste år, hvor vores piger optrådte med Mariagerfjord Pigekor. Så talte vi om, at det kunne være sjovt at synge i kor, og så sagde jeg, at jeg altid har haft en drengedrøm om at starte et mandekor, siger Ejner Sommer Arentoft.

Det, synes de andre, lød som en god idé, og derefter var der ikke langt fra tanke til handling. Ejner og to af de andre lavede en Facebook-gruppe, og efter to dage havde over 40 meldt tilbage, at de var interesserede. I august blev Als Mandekor en realitet.

quote Det var et eller andet sted for sjov, men det blev jo lige pludselig alvor, og lige pludselig skulle vi sætte os ind i vedtægter og starte en forening.

Ejnar Sommer Arentoft, Als Mandekor

- Vi var meget overraskede. Det var et eller andet sted for sjov, men det blev jo lige pludselig alvor, og lige pludselig skulle vi sætte os ind i vedtægter og starte en forening. Det er ikke simpelt at starte en forening, men vi har fået det gjort, og vi har fået fantastisk modtagelse, siger Ejner Sommer Arentoft.

- Det er herresjovt

Den eneste kvinde i koret er Maren Sturis Tang, der er korleder. Hun har tidligere arbejdet med klassiske kor og som organist, og derfor har det været en ny opgave for hende at arbejde med et mandekor, hvor der er plads til både nybegyndere og øvede.

- Det er jo herresjovt. De er morsomme, og der er meget humør på. Jeg er vant til at synge i kor med professionelle folk, og derfor har det været sjovt at høre, hvad man kan få ud af dem, der ikke er vant til at synge, siger Maren Sturis Tang.

quote Det er jo herresjovt. De er morsomme, og der er meget humør på.

Maren Sturis Tang, korleder, Als Mandekor

Normalt kan det være en udfordring for kor at tiltrække nok mænd til korene, og derfor er Maren Sturis Tang imponeret over, at det er lykkedes at samle 30 mænd i Als en gang om ugen.

- Det er meget enestående. Det finder man nok ikke så mange steder. Men jeg tror også, at Als er et specielt sted. Der er mange iværksættere og mange, der vil stedet, og så kan meget lade sig gøre, siger hun.

Plads til alle

Til øveaftenen torsdag bliver der sunget forskellige sange lige fra ”Jeg ved en lærkerede” til ”Det er forår. Alting klippes ned”. Aftenen er en åben øveaften, og det betyder, at der også er kommet nye ansigter til, der er nysgerrige på koret.

En af dem er Mogens Skov Jensen, som til dagligt arbejder som maskinarbejder i Hadsund. Han kender Ejner Sommer Arentoft, der har stiftet koret, og han var noget overrasket, da han hørte, at Ejner ville starte et kor op. Men efter at have været med, er han meget positiv:

- Det er rigtig godt, det er det. Det er hyggeligt, og så lyder det faktisk overraskende godt, siger Mogens Skov Jensen, som regner med at komme igen næste torsdag.

Koret er for alle mænd over 18 år i Mariagerfjord Kommune. Indtil videre er de yngste i midten af 30’erne, mens de ældste er i midten af 80’erne. Alderspræsidenterne er Holger Graversen og Erik Jeppesen, der er svogre.

- Jeg er med, fordi jeg kan lide at synge, og jeg har altid sunget, helt fra jeg var barn. Jeg har altid haft et ønske om at synge i et herrekor, men det har ikke været muligt før nu, siger Erik Jeppesen, der bor i Hadsund.

Det sociale er også vigtigt

Udover sangtræning og stemmeøvelser, så er der også plads til snak og en øl, når koret mødes. Ifølge Ejner Sommer Arentoft er det noget af det, der gør koret helt specielt:

- Mange af os kommer fra foreningslivet, og har spillet fodbold, håndbold eller et eller andet tidligere, og det er fysikken måske ikke til længere. Men det der med at have et sted at komme, hvor man har samme interesse og kan møde ligesindede, det er utrolig vigtigt. Der er nogen, der kommer, der ikke ser forfærdelig mange mennesker i løbet af en uge, men så kommer de her, og vi sidder og snakker, og vi betaler et kontingent, der gør, at vi kan købe sodavand og øl, og så kan vi have vores 3. halvleg, siger han.

Udover at øve hver torsdag, så spiller Als Mandekor også på plejehjem og til arrangementer i området, og Ejner Sommer Arentoft håber, at koret kan få endnu mere tid til at komme ud og synge for andre i fremtiden. Han har stadig lidt svært ved at forstå, at det, der engang var en drengedrøm, på mindre end et år har vokset sig til et mandekor med mere end 30 sangere.

- Vi kører lidt på denne her lyserøde sky over, at vi har fået et mandekor, siger han med et smil.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland