En i rækken af mange: Telefonsvindler stjal 12.000 kroner fra 82-årig kvinde
Det er desværre blevet mere reglen end undtagelsen at bedrage - især ældre - ved brug af telefonen.
Vi har tidligere skrevet om flere svindlere, der eksempelvis udgav sig for at være fra "The Danish National Police" eller ændrede telefonnummeret, de ringede fra, så det lignede, at de var fra Rigspolitiet.
Selvom metoderne efterhånden er velkendte for mange, så falder stadig flere i.
Onsdag i sidste uge var det en 82-årig kvinde boende på Solgårdsgaden i Arden, der blev offeret.
Det oplyser vagthavende ved Himmerlands Politi, Jørgen Christian Nielsen.
Den ældre kvinde blev ringet op af "Oliver", der spurgte, om hun havde mistet sit betalingskort.
Selvom kvinden kunne svare nej til det spørgsmål, fik svindleren i telefonen alligevel overtalt den 82-årige til at aflevere sit betalingskort og dertilhørende kode til en "Sebastian", der få minutter efter dukkede op på hendes adresse.
Det resulterede i et misbrug på betalingskortet på små 12.000 kroner.
Hændelsen blev først anmeldt i fredags.
Nordjyllands Politi opfordrer ofte borgerne til at være opmærksomme på digital svindel.
Herunder kan du se Nordjylland Politis gode råd til at undgå telefonsvindel.
Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) October 7, 2023
Se mere her:https://t.co/MjlCaO5QmH #politidk #itkrim #sikkerdigital #cybersikkerhed pic.twitter.com/BJDURDdE7c