En Rask beslutning: Hobro-målmand stopper

Jesper Rask indstiller karrieren efter 10 år hos Hobro IK - et år før hans kontrakt med Hobro IK udløber.

Hobro IK kan så småt begynde at kigge efter en ny målmand.

For den nuværende målmand, Jesper Rask, har valgt at indstille karrieren til sommer, et år før hans kontrakt med klubben udløber.

- Jesper vil til sommer have spillet 10 år for Hobro IK og har i denne periode været en stor faktor og enorm kulturbærer for os. Jesper har igennem sin tid hos os formået at udvikle og tilpasse sig den række, vi har spillet i, helt fra 1. division til 3F Superligaen. Sidste sæson i 3F Superligaen var et godt eksempel herpå, hvor han næsten egenhændigt reddede os en sæson mere i 3F Superligaen. Det er derfor med stort vemod, at vi imødekommer hans ønske om at indstille fodboldkarrieren et år før tid, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Jesper Rask har på Facebook skrevet et åbent brev til alle Hobro IK fans. Her står der blandt andet:

"Mine 10 år i Hobro har virkelig været fantastiske og på nogle måder helt ufattelige. For hvem skulle dengang have troet, at en by, der indbyggermæssigt ligger nr. 74 i Danmark med en befolkning på ca. 12.000, og en klub, hvor spillerne trænede 3 gange om ugen, havde fuldtidsjobs ved siden af fodbold og klædte om i en skurvogn, skulle ende med at have spillet i Superligaen i 5 af de seneste 6 sæsoner? Det var der nok ikke mange, der havde troet, men hvis det skulle ske et sted i Danmark, så skulle det være Hobro."

 


Seneste nyt

fra Nordjylland