EU-dag i Mariager sætter fokus på europæisk politik

Lørdag er der EU-dag i Mariager, hvor Europabevægelsen vil sætte fokus på europæisk politik med deltagelse af blandt andre udenrigsministeren.

Lørdag står der EU på programmet, når Europabevægelsen inviterer politikere og meningsdannere til debat med fokus på klima, digitalisering og sundhed.

- Ligesom man snakker om dansk politik i Danmark, skal man også snakke om europæisk politik i Europa. Vi er aldrig færdige med at bygge Europa og udvikle Europa, ligesom vi heller ikke er færdige med at udvikle det danske samfund, siger Casper Hedegaard, landssekretær i Den Danske Europabevægelse og fortsætter:

- Det gør vi hver eneste dag, hvor vi har samfundsdebatten, og det vil vi gerne løfte op på et europæisk plan i Danmark, så vi taler om Europa på en mere nuanceret måde.

En af de deltagerne ved arrangementet er udenrigsminister Jeppe Kofod. Han mener, at blandt andet de seneste ugers begivenheder i Afghanistan er et bevis på, hvorfor EU er en nødvendighed.

- Med de store udfordringer, vi står i i verden - klimakrisen, at sikre vores demokrati og menneskerettigheder i en verden, hvor de her værdier er under pres, det, vi har set med kaos i Afghanistan på det seneste, som har berørt os alle rigtig meget - der har vi behov for et tæt europæisk samarbejde for at kunne beskytte vores tryghed og sikkerhed i Danmark og for at være med til at fremme vores værdier, så vi ser ind i en mere tryg og sikker verden, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

EU-dagen

  • EU-dagen finder sted ved Mariager Havn 28. august.
  • Arrangørerne forventer 2.500 besøgende Nordjylland og resten af Danmark.
  • Blandt de besøgende er udenrigsminister Jeppe Kofod, Huxi Bach og Tine Gøtzsche.

EU-dagen er et åbent og gratis arrangement, og Europabevægelsen vil med arrangementet varme op til den store europæiske folkefest i 2022, Political Festival of Europe.

- Det bliver en spændende kulturel oplevelse, hvor man kan blive inspireret, skabe nye netværk og møde mennesker fra hele Europa. Det er Folkemødet på Bornholm gange 47, siger Jan Bertelsen, Direktør, Political Festival of Europe.

Frivillig håber, det kan bidrage til fællesskabet

En af de frivillige til lørdagens arrangement i Mariager er Christina Hedin. Hun står for at gøre klar imellem oplæggene ved at spritte af, sørge for vand til gæsterne og at folk kommer godt ind og ud. 

Hun har meldt sig til arbejdet som frivillig, dels fordi hun synes, det er spændende, at et så stort arrangement kommer til byen, og dels fordi hun synes, Europa er vigtigt.

- Jeg håber det kan bidrage til fællesskab. Både i forhold til byen, men også i forhold til det store - Europa - at man mødes på tværs af kulturer og får en forståelse og indsigt i hinanden, siger Christina Hedin.


Seneste nyt

fra Nordjylland