Kort Nyt

Fandt løsning efter år med oversvømmelser: - Den har gjort et fortrinligt arbejde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det nye anlæg har været i drift i en måned.

I Hobro har man i mange år kæmpet med oversvømmelser. Der har været flere eksempler på oversvømmelser for den lavtliggende by, og det har de seneste måneders hårde nedbør ikke gjort meget for at ændre.

Derfor påbegyndte Mariagerfjord Kommune og forsyningsselskabet Mariagerfjord Vand i sommeren 2023 et byggearbejde af en ny sluse til en værdi af 11 millioner kroner, som skulle beskytte byen mod fremtidige oversvømmelser.

Og den sluse står nu klar - til stor tilfredshed for formanden hos Mariagerfjord Vands bestyrelse, Jørgen Hammer Sørensen:

- Vores nye sluseanlæg har nu været i drift i en måneds tid, og vi kan med glæde konstatere, at den gør et fortrinligt arbejde, siger han.

Sådan her så en af oversvømmelserne ud tilbage i december 2021.

Første skridt

Den nye sluse har afløst den gamle sluse ved Onsild Å, som har været i drift siden 1930. Den nye sluse er blandt andet udstyret med en fiskevenlig pumpe, som er den første af sin art i landet. 

Den kan pumpe 1,5 kubikmeter - svarende til 1500 liter - vand i sekundet fra åen direkte ud i Mariagerfjord. Samtidig er den indrettet på en måde, så fiskene kan svømme igennem uden problemer.

Og man stopper ikke med den nye sluse i Mariagerfjord:

- Slusen er resultatet af et godt samarbejde mellem kommunen og Mariagerfjord Vand, og det er første skridt i vores plan for at klimasikre Mariagerfjord Kommune, fortæller Jesper Skov Mikkelsen, der formand for Mariagerfjord Kommunes udvalg for Klima og Landdistrikter.

For selvom slusen er et skridt i den rigtige retning, vil den ikke kunne hjælpe Hobro på egen hånd i kampen mod våde kældre. Derfor vil man også bygge nye højvandsbarrierer langs havnefronten i takt med de stigende vandstande.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.