Fie Udby sætter kursen mod OL i Tokyo

Halvanden måned efter den sviende skuffelse ved OL i Rio er Fie Udby klar med et nyt mål - OL i Tokyo i 2020.

Hele verden kunne lige så godt være gået i stå lige dér i en solbeskinnet semifinale på vandet ved Rio i august, da åren løsnede sig, og Fie Udby Erichsens singlesculler pludselig tabte pusten.

Lige dér røg alle medaljedrømme på gulvet for den tidligere OL-sølvvinder. Modstanderne strøg forbi hende, og det endte med en niendeplads og en enorm skuffelse på grund af en begynderfejl, som Fie Udby Erichsen selv betegnede det bagefter.

Men skuffelser er til for at lære af dem - og for at komme over dem. Og det er lige præcis, hvad Fie Udby har gjort. Nu har hun sundet sig og sat et nyt mål: VM i Florida næste år som minimum. Og OL i Tokyo 2020 som den store drøm. Det skriver hun på sin Facebook-profil.

- Jeg har en vision om at stå i Tokyo om fire år og kæmpe med om medaljerne. Men jeg har også nogle krav til mig selv og nogle delmål undervejs, blandt andet VM i Florida næste år, siger Fie Udby Erichsen.

Et af kravene er, at hun skal være klar og fokuseret hver gang - og at hun skal være med i ræset om medaljer ved hver konkurrence - med mindre tekniske fejl og uheld sætter hende ud af spillet.

- Men det skulle helst ikke ske igen, siger Fie Udby Erichsen.

Derudover er det et krav fra både hende selv og hendes mand, at hun får nogle sponsorer om bord til at lette økonomien. De seneste to år har parret levet af en fælles opsparing, mens Fie forfulgte ro-drømmen, men den ordning holder ikke i længden.

- Det har været en lang dialog  mellem mig og min mand  for at nå frem til den her beslutning. For det er hele tiden ham, der træder et skridt tilbage og skal acceptere, at det hele handler om mig, og at han står med læsset imens. Men min sport giver mig bare så meget energi og glæde, og der er så mange gode oplevelser forbundet med det, at vi har valgt at sige, at vi tager i hvert fald ét år mere, siger Fie Udby Erichsen.

Så hvis økonomien, lysten og fysikken holder til det, står roeren fra Hobro klar til OL i Japan om fire år. Mest fordi hun stadig drivet, og fordi det at ro i både Florida og Japan igen vil betyde for meget hende. Og kun lidt fordi hun vil revanchere fejlen i Rio i august.

- Det har ikke noget med dårlige resultat i Rio i at gøre. Det handler om rigtig mange andre ting, og jeg har også været lang tid om at melde det her ud, fordi jeg ville være sikker på, at jeg gjorde det af de rigtige årsager, lyder det fra Fie Udby Erichsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland