Fornem hæder til nordjysk campingplads
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Der er blandt andet kommet clamping-telte til på pladsen de seneste år.
I Mariager ligger en af Danmarks absolut bedste campingpladser.
De seneste tre år har Mariager Camping høstet anerkendelse og hæder ved Danish Camping Awards.
Igen i år er campingpladsen ved fjordbredden i den nordjyske by med helt i toppen ved prisuddelingen.
Her blev det til en fornem fjerdeplads i kategorien 'Danmarks bedste campingplads', hvor Ribe Camping løb med titlen.
Derudover er det lykkedes Mariager Camping og Hytter at være i top tre i de sidste tre år i kategorierne: klassisk camping, bynær camping og udlejning.
- Vi er naturligvis meget stolte af de priser, vi har modtaget fra Danish Camping Awards. Det giver os troen på, at vi skal fastholde og fortsætte alle de vedligeholdelses- og udviklingstiltag, som vi har gennemført, siger indehaverne Anni og Kenneth Jensen.
Innovative fornyelser
Parret mener, at det især er etableringen af pladsens glampingtelte, der har fået gæsterne til at valfarte til Mariager Camping.
- Vores Fjordbobler har givet meget positiv omtale og er spektakulære at opleve på nært hold - også for vores campister. Vores beliggenhed tæt på både Mariager Fjord, byen og naturen bidrager selvfølgelig også til at give gæsterne en unik oplevelse, siger Anni og Kenneth Jensen.
Den nordjyske campingplads fik da også andenpladsen i kategorien for udlejning.
Derudover er pladsen netop blevet opgraderet på en række områder her inden sæsonstarten.
- Vi har investeret i små drivhuse, der er placeret ved alle vores Fjordhytter. Her kan gæsterne nyde solens varme stråler, mens de slapper af eller indtager frokosten, lyder det fra indehaverne.