Fortsat høje smittetal i Mariagerfjord: Øget forsigtighed på uddannelser og i detailhandel

Mariagerfjord Kommune har mandag skrevet ud til ungdomsuddannelser og detailhandel for at mane til ekstra forsigtighed, efter coronasmitten fortsætter med at brede sig i kommunen.

For en uge siden blev alle elever sendt hjem fra Hobro Søndre Skole efter et større smitteudbrud blandt skolens elever og ansatte. Nu er eleverne tilbage på skolen igen, men smitten er stadig høj i Mariagerfjord Kommune.

Mandag er antallet af nysmittede den seneste uge således 71 tilfælde, hvoraf Hobro Sogn står for størstedelen med 42 smittede.

- Vi kunne se efter udbruddet på Hobro Søndre Skole, at smitten steg i Hobro Sogn, fordi eleverne tog smitten med hjem til søskende og forældre, men nu falder smitten i sognet, samtidig med, at den stiger andre steder, fortæller Anne Velling, der er kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune.

Hun er ikke nervøs for, at der er et sogn, der bliver lukket ned, for selvom sogne som Skjellerup og Valsgaard ligger højt i forhold til incidenstal, så skyldes det, at der er tale om meget små sogne, hvor selv et enkelt smittetilfælde vil slå ud.

Brev sendt ud til ungdomsuddannelser og detailhandel

Kommunen har mandag sendt et brev ud til kommunens ungdomsuddannelser, hvor de gør opmærksom på, at smitten stadig er høj, og det derfor er vigtigt at overholde alle retningslinjer og sikre, at eleverne også overholder retningslinjerne.

Der er også sendt brev til Hobros citychef, der uddeler det til byens detailhandel. Ifølge kommunaldirektøren er retningslinjerne på plads rundt omkring i Hobros butikker, men det er vigtigt, at personalet er særligt opmærksomme på, at kunderne også overholder retningslinjerne:

- Vi maner til ekstra forsigtighed, så det handler blandt andet om, at personalet skal holde ekstra øje med, at kunderne ikke stimler sammen og står for tæt eller for eksempel glemmer at spritte hænder, når de kommer ind. Retningslinjerne er på plads, men der skal holdes øje med, at de bliver fulgt, siger Anne Velling fra Mariagerfjord Kommune.

Smitten har nu været høj i kommunen i mere end en uge, og den har løbende spredt sig til flere forskellige sogne i kommunen. Derfor kommer Anne Velling også med en appel til borgerne:

- Smittespredningen viser, at det kan gå hurtigt i en kommune. Lige pludselig kan smitten være her, og lige så pludseligt kan den være væk igen, men det er uforudsigeligt, og derfor er det vigtigt, at vi husker at overholde retningslinjerne og stadig passer på.



Seneste nyt

fra Nordjylland