Fra toppen mod bunden: Her er årsagen til Hobro-nedtur
Foto: Balazs Popal/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Hobro IK startede foråret på tredjepladsen i NordicBet Ligaen og havde kurs mod en sikker plads i oprykningsspillet. Det kørte godt for ”klubben i skoven“, som den populært kaldes.
Men et dybt indhug i spillerstaben i transfervinduet har sat sine spor, og nu skal man ud i en nervepirrende sidste spillerunde, inden det bliver afgjort, om Hobro IK kommer med i oprykningsspillet mellem de seks bedste hold i NordicBet Ligaen.
- Det vil da være en stor skuffelse, hvis vi ikke kommer med, siger anfører Simon Jakobsen efter den afsluttende træning.
Kontinuitet er nøglen
Hobro IK møder de nordjyske rivaler Vendsyssel FF, der sammen med AaB allerede er sikret at en plads i oprykningsspillet.
Hobro IK er to point foran Hillerød, som skal møde AaB i sidste runde, dermed kan “de rø’e” hjælpe Hobro på vej med en sejr. Hobro kan samtidig også selv afgøre det ved at slå Vendsyssel FF, og ifølge træner Martin Thomsen er det også planen.
Men tabet af tre bærende spiller fra efterårets succeshold, Jonathan Fischer, Laurs Skellerup og Muamer Brajanac har haft indvirken på, at Hobro fra en sikker top seks plads nu skal ud og kæmpe om den sidste plads.
- Det kan ikke undgåes, når der kommer nye relationer på holdet, konstaterer træner Martin Thomsen.
- Kontinuitet er noget af det vigtigste på et hold, og når vi mister både vores angriber og målmand, der har været en del af succesen så mærkes det - men vi har en klub at tænke på, og der er kommet penge i kassen, og det er jo dem, der skal sørge for vores løn, smiler cheftræneren.
- Fedt at hjælpe andre
Men også anfører Simon Jakobsen har bemærket, at spillersalg har haft indflydelse på spillet her i foråret.
- Det ville da være fedt, hvis vi kunne holde på den gode flok, men omvendt er det da også fedt at hjælpe nogle nye i gang, og det er jeg en del af og stolt over det, siger anfører Jakobsen, der melder sig klar til kampen, trods han stod over i sidste del af fredagens træning.
Kampen fløjtes i gang klokken 13.00 og kan ses direkte på Viaplay.