Fransk offensivspiller til Hobro IK
Foto: Hobro IK
Hobro IK har indgået en aftale for det næste halve år med den 27-årige franske offensivspiller Wilfried Domoraud.
Hobro IK vil også spille i Alka Superligaen i sæsonen 2016/17. Derfor opruster klubben nu igen.
Wilfried Domoraud har prøvetrænet hos Hobro IK i omkring to uger, og såvel sportschef Jens Hammer Sørensen som cheftræner Ove Pedersen er begge fulde af beundring over den franske offensivspiller. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Han er en ualmindelig boldfast venstre kant med en god fod og dygtig i sit pasningsspil. Han er en typisk balancespiller, der kan løbe begge veje, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Den 27-årige franskmand er født i Maisons-Alfort i Frankrig, men forældrene stammer fra Elfenbenskysten, hvorfor Domoraud da også har dobbelt statsborgerskab. Fodboldkarrieren startede som junior i AS Nancy, og karrieren har bragt Wilfried Domoraud til klubber i England, Østrig og Frankrig. Samlet er det blevet til 62 kampe i de bedste rækker i henholdsvis den østrigske Bundesliga samt den franske League One.
- Det er en spiller, der har prøvet at spille på et højere niveau. Han var en profil i den bedste østrigske liga. Vi har set ham i tre testkampe, og han kan stort set dække alle pladser på midtbanen samt spille hængende angriber, hvis nødvendigt. Herudover er han hårdtarbejdende, har en god fysik og er god til at dække boldene, siger cheftræner Ove Pedersen.
Wilfried Domoraud spillede samtlige 90 minutter i lørdagens testkamp mod Eintracht Braunschweig, og han er allerede faldet til i klubben.
- Det er en god klub med nogle rigtige rare mennesker. Jeg kommer til klubben med min indstilling, min styrke og min fightervilje, og jeg vil gøre alt for at sikre, at Hobro IK spiller i Alka Superligaen næste år. Jeg kunne sagtens se mig selv i et længere ophold i en dansk klub som Hobro, siger Wilfried Domoraud i forbindelse med aftalen.