Fyret: Kuhn færdig i Hobro - erstattes af Peter Sørensen

Hobro har fyret cheftræner Allan Kuhn. Ny mand i spidsen bliver Peter Sørensen.

Efter bare to kampe i forårssæonen og blot et enkelt point har Hobro valgt at ophøre samarbejdet med cheftræner Allan Kuhn med øjeblikkelig virkning. Klubben har i stedet hentet den tidligere AGF og Silkeborg-træner ind til at overtage Kuhns plads.

Hobro indtager i øjeblikket sidstepladsen i Superligaen med 17 point, og dermed skal der snart point på kontoen, hvis ikke den skal stå på divisionsfodbold næste sæson.

- Vi er kede af at sige farvel til Allan, der er en fantastisk person, som vi har været glade for at have i Hobro IK. Desværre må vi konstatere, at vi rent sportsligt ikke har levet op til forventningerne med Allan som cheftræner i klubben, og vi er nu kommet til den konklusion, at vi har bedre muligheder for at sikre en ny sæson i Superligaen med en ny cheftræner ved roret, forklarer sportschef Jens Hammer Sørensen.

Manden, der skal sikre Hobro endnu en sæson i Superligaen, er 45-årige Peter Sørensen. Han har tidligere stået i spidsen for AGF og senest Silkeborg IF.

- Vi er glade for at kunne præsentere Peter Sørensen som ny cheftræner i Hobro IK. Han har masser af erfaring som cheftræner i Superligaen, og vi tror på, at han har nogle egenskaber, der kan være med til at sikre os overlevelse i Superligaen, siger Jens Hammer Sørensen

Peter Sørensen ser frem til at vende tilbage som cheftræner i en Superligaklub.

- Nu kender jeg kun klubben udefra, men Hobro IK virker til at være en fantastisk klub, hvor man har gang i et rigtig spændende projekt. Så jeg skulle ikke bruge lang betænkningstid, før jeg takkede ja til at blive klubbens ny cheftræner. Det er en rigtig spændende udfordring for mig, siger Peter Sørensen, som allerede skal stå i spidsen for sin første træning i dag, torsdag, klokken 10.30.

Hobros næste kamp i Superligaen er på hjemmebane mod Esbjerg på søndag.

Peter Sørensen overtager ansvaret i den nedrykningstruede klub.

Seneste nyt

fra Nordjylland