Hadsund-virksomheden Weiss går konkurs

Weiss med 60 medarbejdere blev i mandags erklæret konkurs. Nu forsøger virksomheden at sælge med mindst mulige tab.

I mandags fik de 60 medarbejdere på virksomheden Weiss i Hadsund en trist melding - de var nødsaget til at tage hjem, for virksomheden var erklæret konkurs, og fremtiden var usikker. 

Nu er sagen landet hos kurator Morten Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federsspiel, der skal varetage salget af den konkursramte virksomhed. Han fortæller, at de forsøger at undgå så mange forandringer i virksomheden, hvad angår medarbejdere og organisering, som muligt for på den måde også at beholde virksomhedens kunder. 

- Vi arbejder for at overdrage aktiviteterne direkte til en anden aktør, og vi er allerede kommet langt med nogle mulige købere, siger Morten Jakobsen. 

Weiss udvikler og producerer CO2-neutrale energianlæg såsom biobrændselsanlæg samt mindre kraftvarmeanlæg og sælger til hele Europa. Fabrikken i Hadsund består af to afdelinger - én til at bygge anlæggene og én til at servicere dem. Hos Gorrissen Federsspiel vil de gerne bevare begge afdelinger.

- Vi kan endnu ikke sige noget konkret om, hvor mange medarbejdere der beholder deres job, men intentionen er at holde på så mange medarbejdere som muligt, siger Morten Jakobsen. 

Morten Jakobsen vil ikke fortælle, hvilke virksomheder der er interesseret i at overtage driften af Weiss, men i følge TV2 Nords oplysninger står energiselskabet Verdo lige nu til at købe det nordjyske firma. Verdo har base i Randers og beskæftiger ca. 500 medarbejdere. 

De oplysninger vil blive be- eller afkræftet i slutningen af næste uge, hvor Gorrissen Federsspiel offentliggør planerne for virksomheds fremtid. 

Weiss har også en afdeling i Polen med ca. 220 ansatte. 


Seneste nyt

fra Nordjylland