Hanne frygter for sine medbetjente: - Færre på arbejde, så er der mindre sikkerhed for betjentene

De ansatte i de nordjyske arresthuse frygter for deres sikkerhed. En bebudet spareplan betyder, at der vil være færre ansatte på vagt til at tage sig af de varetægtsfængslede - i de i forvejen overbelagte arresthuse.

Arresten i Hobro har plads til 27 varetægtsfængslede, men har i følge institutionstillidsrepræsentanten været overbelagt i halvandet år.

Nu bliver antallet af fængselsbetjente beskåret med en tredjedel. Det frygter betjentene kommer til at gå ud over deres sikkerhed.

- Jeg synes, at det giver sig selv, at da der er færre på arbejde, så er der mindre sikkerhed for betjentene, og jeg har svært ved at se, at det ikke kommer til at gå ud over arbejdsmiljøet og betjentenes tryghed i at gå på arbejde, siger Hanne Munk, der er institutionstillidsrepræsentant i Institution Nordjylland.

For tredje gang siden 2018 er fængslerne og arresthusene i Midt- og Nordjylland blevet pålagt besparelser. For fem måneder siden skulle der spares 12 millioner kroner. Det er nu vokset til 18 millioner kroner. I Hobro og Frederikshavn er det den vagt der kaldes sikkerhedsposten, der skal nedlægges.

- Hvis man skal finde de her besparelser, det må man finde et andet sted end på betjent-delen, for vi er simpelthen så få i forvejen, siger Hanne Munk.

- Det skal ikke gå ud over sikkerheden

Forleden fortalte vi her på TV2 Nord at Kragsovshede Statsfængsel ikke kalder afløsere ind, når der er sygdom. Fængselsbetjentene frygter at konfliktniveaet stiger og de indsatte tager magten, når der med besparelsen skæres i antallet af personaler - en bekymring som Kriminalforsorgen ikke deler.

- Sikkerheden går vi aldrig på kompromis med. Vi sparer på alt mulig andet før vi sparer så vores sikkerhed bliver kompromitteret, så jeg deler ikke den opfattelse, siger Anne Marie Heckscher, der er område direktør i Kriminalforsorgen i Midt- og Nordjylland.

- Jeg tænker dybest set, at Kriminalforsorgen trænger til en saltvandsindsprøjtning, og jeg kunne da godt tænke mig, at der var nogle politikere, der ville tage ansvar for den situation vi er i, siger Hanne Munk.

Formanden for retsudvalget Preben Bang Henriksen deler fængselsbetjentenes bekymring for sikkerheden.

- Det skal ikke gå ud over sikkerheden, hverken blandt de indsatte eller blandt de ansatte, siger Preben Bang Henriksen (V).

Det føler de, at det gør. Har de ret i det?

- Det kan jeg ikke vurdere, men jeg vil spørge justitsministeren, og jeg er sikker på, at han vil indhente en udtalelse fra Kriminalforsorgen, så vi kan være helt sikre på, at sikkerheden er i orden både blandt de indsatte og ansatte, fortsætter Preben Bang Henriksen (V).

Alligevel vil Preben Bang Henriksen ikke gå til justitsministeren og kræve mere personale i de nordjyske arresthuse.

- Det er jeg i hvert fald nødt til at have en udtalelse om fra Kriminalforsorgen via justitsministeren, om hvad det egentlig er der foregår, og hvor lang vi er ude rent sikkerhedsmæssigt, siger Preben Bang Henriksen (V).

- Vi er skåret så langt ind til benet. Lige nu synes jeg, at vi skærer benet helt over, siger Hanne Munk.

Der er også overbelægning i arresterne i Aalborg og Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland