“Hende med grisene”: Kathrine kan ikke stå for lækre svin
Kathrine van Godt er efterhånden blevet kendt som "hende med grisene".
Kunstneren Kathrine van Godt pynter og sælger grisefigurer. Hun vil gerne ændre grisens image.
Se "Kathrine kaster perler for svin - Nordliv" nederst i artiklen eller på TV 2 Play.
At spise som et svin. Svinestreger. Svineri.
Negativt ladede ord om svin er der nok af, og det er synd, synes Kathrine van Godt fra Visborg. Hun er kunstner, og siden 2005 har hun lavet Pig Art, hvor hun dekorerer og sælger grisefigurer.
- Jeg har tænkt meget over, at det er mærkeligt med alle de negative ord, for grisen er et socialt, sjovt, klogt og lærerigt dyr, siger hun.
Når grisefigurerne kommer under kærlig behandling ved Kathrine van Godt, bliver de udstyret med alverdens accessories som smykker, briller, læder og kvalitetspels.
De opsigtsvækkende grise er en samtalestarter – det oplever Kathrine van Godt, når hun udstiller dem.
- Nogle gange forarger de, og andre gange er de søde, buttede og finurlige. Man kan fortælle mange historier med ting på en gris, siger hun.
Gris på fin udstilling
Det var tilfældigheder, der ledte til, at Kathrine van Godt i snart 20 år har dekoreret grise.
Hun havde et galleri, hvor hun udstillede sine malerier, og en dag, da hun var ude og køre, opdagede hun en stor glasfibergris, som hun tænkte, ville passe perfekt til galleriet.
Kathrine van Godt forklarer, hvordan hun talte til grisen, og hvordan hun kunne mærke, at der var noget særligt over den.
Hun gik ind og spurgte ejeren, om hun måtte købe den – og det måtte hun heldigvis godt.
- Jeg moslede den ind i bilen, malede den og tog den med ned i butikken. Så gik der to dage, og så kom der en mand, der ville købe min gris, siger hun.
Da hun kort tid efter skulle på kunstudstilling i Odense, kunne hun mærke, at grisen skulle med.
Hun nåede dog kortvarigt at fortryde, da hun oplevede, hvordan folk i det ”fine udstillingslokale” kiggede på hende, da hun bar den store gris ind.
Udstillingen endte dog med at blive en rigtig god oplevelse.
- Hele weekenden talte jeg med så mange mennesker, der klappede min gris og fortalte gode historier. Det allerbedste var, at de smilede, når de gik derfra, siger hun.
Sprang ud af skabet som kunstner
Den store glasfibergris blev starten på et sandt griseeventyr.
Kathrine van Godt begyndte at dekorere grise i andre størrelser, folk var interesseret i at købe dem, og hun fik flere og flere invitationer til udstillinger.
På en udstilling i Berlin mødte hun et homoseksuelt par, som fik hende til at se verden med nye øjne.
- Deres verden var meget større end min. Jeg tænker tit på, at det var der, jeg selv sprang ud af skabet og blev rigtig kunstner, for der man måtte gerne være anderledes, skør og finurlig, siger hun.
Man kan fortælle mange historier med ting på en gris
Kathrine van Godt
Parret opfordrede hende til at give grisene et andet udtryk end det nuttede og lyserøde, som hun havde leget med indtil da.
- De sagde, at jeg bare skulle give den fuld skrald, når jeg skulle lave noget til dem. Der måtte gerne være lak, gummi og kæder. Det var rigtig sjovt, og det satte virkelig mine tanker i gang, siger hun.
Grisene fortæller historier
Siden mødet med parret i Berlin har Kathrine van Godt haft mod på at gøre lige præcis det, hun gerne vil.
Hun har det fint med ikke at ”passe ind i kasserne.”
- Jeg har set mange mennesker, der ikke har passet ind i forventningerne, og det er da gået meget godt for dem, siger hun.
Alle grisene er forskellige, men en ting går igen – ure. Budskabet med urene er, at man ikke skal spilde tiden, fordi tid er dyrebar.
- Der ligger mange tanker bag de ting, jeg sætter på, og det er sjovt at fortælle historier med tingene, siger hun.
Hun oplever, hvordan hendes Pig Art har gjort en positiv forskel for både hende selv og andre.
- Det giver en rar følelse i kroppen, når man kan gøre noget godt for andre ved at være lidt skør og fjollet, siger hun og smiler.
Se "Kathrine kaster perler for svin - Nordliv" lige her: