Hjemmepleje får påbud efter afsløring af kritisable forhold
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Der er tale om større problemer af betydning for patientsikkerheden, lyder det.
Et varslet tilsyn hos Hjemmeplejen Hadsund har nu mundet ud i et påbud.
Styrelsen for Patientsikkerhed var forbi 5. september, og her konstaterede de, at der i "én ud af tre stikprøver ikke var foretaget en blodsukkermåling, som var ordineret af lægen".
Det fremgår af styrelsens hjemmeside.
Styrelsen opdagede også, at det ikke var blevet dokumenteret, at en borger havde fået insulin, selvom personens blodsukkerværdi var målt til at være for høj.
Tager påbud alvorligt
Førstnævnte tilfælde skyldes ifølge hjemmeplejeleder i Hjemmeplejen Hadsund Maja Maria Andersen en administrativ koordineringsfejl, mens det andet tilfælde skyldes en dokumentationsfejl.
- Og det er selvfølgelig en praksis, der er nødt til at være i orden, erkender hjemmeplejelederen.
Styrelsen for Patientsikkerhed fandt derudover også i én af tre stikprøver insulin, hvis holdbarhed var overskredet samt hurtigtvirkende insulin, som ikke var mærket med patientens navn.
Altsammen noget Styrelsen for Patientsikkerhed ser på med alvorlige øjne, da medicinfejl kan få "alvorlige konsekvenser for patienter".
Påbuddet, der blev givet den 15. oktober, giver da også stof til eftertanke.
- Vi tager selvfølgelig det her meget alvorligt. Der skal selvfølgelig være styr på det. Vi er meget ærekære omkring vores arbejde med at passe vores borgere og ønsker sikre arbejdsgange. Vi er derfor i fuld gang med en handleplan, der skal gøre sådan, vi får helt tjek på det administrative, siger Maja Maria Andersen.
Ændrer procedure
Hjemmeplejelederen mener ikke, at der er tale om nogle af de helt "grelle påbud", men understreger endnu engang, at de i er i fuld gang med at tage ved lære af det.
Trods forbuddet mener hun ikke, at folk har noget at frygte.
- Jeg mener absolut, at man kan føle sig tryg ved den pleje, vi giver. De fleste af de ting, der er blevet påpeget, har vi allerede gjort noget ved, og det sidste arbejder vi på at få på plads. Men alt i alt mener jeg godt, man kan føle sig tryg, siger Maja Maria Andersen.
Hun oplyser videre, at Hjemmeplejen Hadsund atter får besøg af Styrelsen for Patientsikkerhed den 23. november.
Styrelsen har helt konkret påbudt Hjemmeplejen Hadsund følgende efter deres besøg:
"at sikre forsvarlig behandling af patienter som har diabetes og får insulin samt at sikre forsvarlig varetagelse af forbeholdt virksomhed og forsvarlig medicinhåndtering", lyder det.
Påbuddet kan ophæves, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ved det nye tilsynsbesøg oplever, at kravene er blevet efterlevet.