Hobro forstærker offensiven med gammel kending

1. divisionsklubben Hobro IK har hentet en tidligere spiller "hjem" for at styrke offensiven.

Offensivspilleren Sebastian Andersen skifter til 1. divisionsklubben Hobro IK på en fri transfer. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Sebastian Andersen spillede i den forgangne sæson i Viborg FF, men kender Hobro IK særdeles godt. Han spillede nemlig i klubben i 2014 og var med fire mål i 11 kampe stærkt medvirkende til at klubben rykkede op i Superligaen.

- Vi får en rigtig dygtig spiller ind, som kender klubben og klubbens DNA. Sebastian er om muligt blevet endnu bedre siden lejeopholdet i Hobro for to år siden. Nu har vi fået muligheden for at gøre ham til vores egen, og det er vi rigtig glade for, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Sebastian Andersen har ikke kun hjulpet Hobro IK med op i Superligaen. Faktisk har den 27-årige offensivspiller hele fire oprykninger til Superligaen på CV'et.

- Sebastian har et specielt CV med flere oprykninger, hvilket også har været med til at gøre ham til en ønskespiller for Ove Pedersen. Vi håber, at han med sin erfaring kan være med til at spille os op i Superligaen, så han kan skrive endnu en oprykning på CV’et, siger Jens Hammer Sørensen.

Hovedpersonen selv understreger da også, at målet for den kommende sæson er at spille Hobro tilbage i Alka Superligaen.

- Hobro er et spændende projekt, og jeg håber da også, at jeg kan være med til at spille Hobro tilbage i Superligaen. Det er i hvert fald det altoverskyggende mål.

- Jeg var glad for at være i Hobro sidst, så jeg ser frem til at vende tilbage. Forhåbentligt kommer jeg til at spille flere kampe fra start, end jeg gjorde i Viborg i foråret, siger Sebastian Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland