Hobro holder fast i førsteplads med uafgjort
Foto: Hobro IK
Hobro IK har stadig de bedste chancer for at sikre sig direkte oprykning til Superligaen efter uafgjort i Næstved.
Et enkelt point er nok for Hobro IK til at sikre sig en billet til Superligaen, når klubbens spillere i sidste runde af NordicBet Ligaen løber på banen mod de nordjyske konkurrenter fra Vendsyssel FF.
Det er en realitet, efter at det lykkedes Thomas Thomasbergs mandskab at hive et enkelt point med hjem i søndagens udekamp mod Næstved.
Hobro IK kom ikke på tavlen i udekampen mod Næstved, som skulle bruge en sejr for at holde liv i håbet om overlevelse i 1. division. Det gjorde værterne dog heller ikke, så opgøret endte 0-0.
Det betyder, at Hobro holder fast i førstepladsen, mens Næstved må en tur ned i 2. division.
Hobro-spillerne møder på lørdag kollegerne fra Vendsyssel FF, og her skal de nordjyske klubber fordele den direkte billet til Superligaen mellem sig. Uafgjort eller en Hobro-sejr vil sende himmerlændingene op, mens en Vendyssel-sejr giver oprykning til vendelboerne.
Taberen af opgøret bliver nummer to i 1. division, og det er en placering, som giver playoff om Superliga-oprykning.