Hobro IK forlænger med lokalt talent

I den kommende sæson vil den 21-årige Mikkel Mejlstrup Pedersen være at finde på banen hos Hobro IK.

Efter en afstikker til Randers FC vendte Mikkel Mejlstrup Pedersen sidste sommer tilbage til barndomsklubben Hobro IK, og nu kan han glæde sig over at have fået kontrakt på, at et år i fodboldklubben nu bliver til to. Den oprindelige kontrakt løb kun til den 30. juni 2017, men nu kan klubben offentliggøre, at han får lov at spille med endnu en sæson. 

- Mikkel har taget store skridt, siden han vendte tilbage til Hobro IK sidste sommer. Han har spillet over 20 kampe i
den seneste sæson og har været igennem en fantastisk udvikling, og det har vi valgt at belønne med en ny kontrakt. Vi håber alle, at Mikkel kan fortsætte den flotte udvikling gennem den kommende sæson i Alka Superligaen,” siger
sportschef Jens Hammer Sørensen.

Gennem forrige sæson fik 21-årige Mikkel Mejlstrup Pedersen lov at vise sit talent i flere forskellige roller på banen. Han har haft spilletid på begge backs, begge kanter, på den centrale midtbane og i angrebet. Men selvom han er en alsidig fodboldspiller er favoritpladsen dog på midtbanen. 

- Jeg har haft et rigtig godt år i Hobro IK, så jeg er glad for, at vi er blevet enige om at forlænge samarbejdet. Jeg håber, at jeg i den kommende sæson kan få endnu mere spilletid og få endnu flere startpladser, så jeg kan fortsætte den positive udvikling, jeg har gennemgået i Hobro IK det seneste år, siger Mikkel Mejlstrup Pedersen.

Mikkel Mejlstrup Pedersen er noteret for 22 kampe på Hobro IK’s førstehold.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland