Hobro IK håber at have opskriften på succes
En blanding af klubfølelse og lejesvende giver bonus i Hobro.
Hobro IK spiller for tiden med helt i toppen af Superligaen. Men hvad ligger bag succesen?
Set udefra kunne flokken i Hobro IK lige så godt spille et andet sted i landet, men for det unge talent Mikkel Pedersen er Hobro helt specielt:
Det er noget ekstra at spille for ens egen klub. Man kender mange omkring klubben, man elsker bare at være her, siger Mikkel Meilstrup Pedersen, der spiller i Hobro og selv er opvokset i byen.
Spillere med klubfølelse er blevet en sjældenhed - for bare en generation siden var det en selvfølgelighed. Da cheftræner Thomas Thomasberg selv var aktiv i AaB var det eksotiske indslag i truppen en fyr fra Varde.
- Det første mesterskab jeg var med til at vinde, det var næsten ene af nordjyder, som kom fra de lokale klubber rundt omkring i Nordjylland. Det er tiden selvfølgelig løbet lidt fra, men det handler stadigvæk om de samme dyder, siger Thomas Thomasberg, der er opvokset i Haverslev.
Hobros trup tæller nu ni udlændinge og en håndfuld spillere fra Sjælland.
En af de udlændinge, der stortrives med fodbold på himmerlandsk, er Pål Alexander Kirkevold - en ægte norsk bondeknold, der er opvokset på en gård uden for Tønsberg.
- Det er i hvert fald ikke en ulempe. Man har måske lidt andre værdier, når man kommer fra landet, og er opvokset med lidt hårdt arbejde, siger Pål Alexander Kirkevold.
Pål Alexander Kirkevold er lige nu superligaens topscorer med otte mål i ni kampe. Senest mod FC Midtjylland søndag, hvor han scorede Hobros eneste mål i en kamp, der endte 5-1.
Aktuelt indtager Hobro IK andenpladsen i Superligaen.