Hobro IK overlevede chokstart og er videre i Pokalen
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Vito Mistrati afværgede katastrofen med to mål i anden halvleg.
Hobro IK har ikke haft den mest opmuntrende sæsonstart i klubbens historie. I Superligaen indtager holdet fra Himmerland i øjeblikket sidstepladsen med bare seks point på ti kampe.
I pokalturneringen har holdet heller ikke haft det nemt. Men ikke desto mindre er de stadig med i kapløbet om at skulle spille pokalfinale i Parken, når kalenderen igen viser Kristi Himmelfartsdag.
Tirsdag var Hobro IK igen i aktion i pokalturneringen, og her var modstanderen den sjællandske klub, Ledøje-Smørum, som til dagligt spiller i Danmarksserien.
Som Superliga-mandskab måtte Hobro IK naturligvis indtage rollen som storfavorit, men det skulle vise sig, at holdet fra Danmarksserien ikke lod sig slå ud af, at de var udnævnt som lillebror i kampen.
For efter 17 minutters spil kunne hjemmeholdets Mathias Gransee sparke de undertippede sjællændere i front.
Hobro havde ikke noget modsvar i første halvleg, og dermed måtte himmerlændingene gå til pause bagud med en enkelt pind.
Også i den seneste runde af pokalturneringen var Hobro IK på glatis mod et hold fra Danmarksserien. Dengang var det Lyseng IF, som drillede de blå-gule fra Hobro. Her måtte de to klubber ud i forlænget spilletid, før Hobro IK kunne sparke sig videre til tredje runde.
Der skulle dog ikke forlænget spilletid til mod Ledøje-Smørum. Allan Kuhn, må have været meget bestemt i mælet i pausen, for i anden halvleg lykkedes det nemlig Hobros midtbanespiller Vito Hammershøj-Mistrati at banke bolden i kassen to gange. Først efter 58 minutter og siden efter 70 minutter på straffe.
Der blev ikke scoret yderlige i kampen, og Hobro IK kunne igen trække sig ud af et pokalopgør mod et hold fra Danmarksserien med en kneben sejr på 1-2.