Hobro kæmper sig til point i legendes afskedskamp
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Hobro var ikke det bedste hold i mandagens kamp mod Hillerød i NordicBet Ligaen, men alligevel blev det til point.
En chancefattig første halvleg blev afløst af en ganske spændende slutning på kampen, da Hobro IK på DS Arena kæmpede sig til 0-0 mod Hillerød i NordicBet Ligaen.
Selvom det er et farvel til en i den grad rutineret herre, så fik han ikke startpladsen i kampen. Jacob Tjørnelund har nemlig sidste hjemmekamp for Hobro, og det kommer efter 10 år som fast mand på holdkortet for venstrebacken, hvor han har været med i klubbens klart bedste periode nogensinde.
Han er i to perioder været med i Superligaen med Hobro, hvor han var en af de bedre spillere. Tilskuerne fik dog hyldet ham flot inden kampen.
Chancefattig første halvleg
En okay start fra Hobro i de første ti minutters penge, men Hillerød overtog stille og roligt opgøret og efter 16 minutter sammensatte Hillerød et meget gennemspillet angreb, hvor de dog blev presset lidt ud i siden, så Hobro-spillerne kunne nå at komme hjem og parere skuddet.
Hobro kom dog bedre med igen og for anden gang i kampen fik Hobro et frispark tæt på Hillerøds felt. Muamer Brajanac fik dog sendt den direkte i muren og kunne ikke følge på returen.
Hillerød trykker en del på i de efterfølgende minutter, hvor Hobro kommer til at stå meget lavt og for tæt på eget felt. Hillerød kommer også til et par indlæg, men de får ikke fyldt boksen op med folk, så det bliver ikke for alvor farligt.
Efter 35 minutter er der en smule skub og ordudveksling mellem Hillerøds Markus Bay og Hobros Mads Freundlich, efter en hård takling fra Hillerød-spilleren.
Ingen af klubberne kom dog for alvor tæt på at score i en tæt første halvleg, hvor begge hold dominerede perioder af den - men det var en jævn kedelig affære.
Næste kamp for Hobro IK er efter landsholdspausen, når de skal møde lokalrivalerne AaB på Aalborg Portland Park 26. november i det, der bliver en topkamp i NordicBet Ligaen.
TV2 Nords journalist på DS Arena, Mogens Jørgensen, fangede Simon Jakobsen til en kommentar efter kampen:
Hillerød dominerer
Anden halvleg fortsatte meget i første halvlegs spor. Begge hold var ikke gode til at skabe chancer mod hinanden, selvom de hver især kunne levere et ganske fint tempo og niveau.
Efter 65 minutter havde Hobro et par gode muligheder for at teste Hillerød-forsvaret, men det ender med lidt klumpbold, hvor Hobro ikke får sat en ordentlig mulighed for afslutning sammen.
En ting, der var kendetegnende for begge hold, var dog, at de begge var meget rolige, når de andre gik i et højt pres. Der var ingen panik at se her, og de kunne begge spille bolden fint rundt nede ved jorden i et forsøg på at sætte næste angreb sammen.
Efter 75 minutter kom kampens nok bedste mulighed – desværre til Hillerød. Her kunne Valdemar Schousboe modtage en flot bold ind i feltet, men han sendte den lige forbi Hobros mål. Han indså ikke helt, hvor meget tid han havde. Hobros målmand, Jonathan Fischer, var dog også rasende på linjevogteren, da målmanden mente, der var offside.
Bare tre minutter senere havde Hillerød en endnu større dobbeltchance, som de på en eller anden måde fik dirigeret over målet, selvom de stod meget tæt på målet. Jonathan Fischer gør det dog exceptionelt og får afværget Hillerød-chancen.
Lige efter dobbeltchancen kommer jubilaren Jacob Tjørnelund ind.
Men bare få minutter senere skal den 22-årige målmand igen i aktion, hvor Hillerød-angriberen Valdemar Schoesboe får en friløber - Jonathan Fischer får dog flot reddet og sendt bolden ud til et hjørnespark.
Hillerød fastholdt trykket i de sidste minutter af kampen, men Hobro kunne fortsætte med at afværge mulighederne.
Derfor endte kampen 0-0 i en kamp, som Hillerød nok burde have vundet. Det blev den første uafgjorte kamp i denne sæson for Hobro, som med det ene point fastholder femtepladsen i NordicBet Ligaen.
Mogens Jørgensen fangede også Hobros træner, Martin Thomsen: