Ramt af corona - nu på hotel: Johannes er i isolation på værelse 151

Johannes er isoleret på hotel Amerika i Hobro for at beskytte sin hustru. Det kommunale tilbud om hjælp til selvisolation eksisterer i alle kommuner og er gratis.

Smittetallet i Mariagerfjord Kommune er rekordhøjt i disse dage. 

Især Hobro er hårdt ramt - og en af dem, der har fået konstateret corona, er Johannes Rossing:

- Jeg skulle have lavet en rutinetest, da jeg for tiden arbejder i Norge. Jeg har ikke været syg eller haft symptomer, så jeg blev meget overrasket, da den viste sig at være positiv. Da min hustru er i behandling for en kritisk sygdom, kan jeg ikke isolere mig derhjemme, forklarer han gennem en dør på Hotel Amerika i Hobro, hvor han skal være lukket inde i mindst en uge.

- Faktisk har det gjort mit arbejde en smule mere koncentreret, for her bliver jeg ikke forstyrret, fortæller Johannes Rossing, der skal være isoleret på Hotel Amerika i Hobro i omkring en uge. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
- Faktisk har det gjort mit arbejde en smule mere koncentreret, for her bliver jeg ikke forstyrret, fortæller Johannes Rossing, der skal være isoleret på Hotel Amerika i Hobro i omkring en uge. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Familien Rossing kontaktede kommunen, der oplyste, at de havde isolationsværelser klar på hotellet. Johannes pakkede i en fart en kuffert - og de seneste par dage har han så levet som eneboer i en fløj på hotellet.

- Der er en fantastisk service, og det har virkelig gjort en kæmpe forskel for min familie. Faktisk har det også gjort mit arbejde en smule mere koncentreret, for her bliver jeg ikke forstyrret, forklarer han.

quote Der er en fantastisk service, og det har virkelig gjort en kæmpe forskel for min familie.

Johannes Rossing, operationsgeolog

Mad i mælkekasser foran døren

Johannes Rossing arbejder som operationsgeolog i olieindustrien og arbejder enten fra hovedkontoret i Norge eller fra operationsområder over hele verden. 

Nu sidder han og arbejder virtuelt fra en laptop på værelset. Hoteller er derfor ikke ligefrem en ny oplevelse, men alligevel er det en noget speciel oplevelse denne gang.

- Det er en smule underligt, men servicen er jo fremragende. Der er hurtigt internet, og maden afleveres tre gange om dagen på en mælkekasse foran min dør. Så banker de på, så jeg ved, der er mad. Hvis ellers tingene går efter planen, forventer jeg at blive ”løsladt” på tirsdag igen, smiler han gennem mundbindet, der skal beskytte TV2 Nords kamerahold, der står to meter fra den åbne dør.

Det kommunale tilbud om hjælp til selvisolation eksisterer i alle kommuner og er gratis. 

I Mariagerfjord kommune har fem borgere benyttet tilbuddet siden starten i oktober sidste år.

Mød Johannes Rossing under hans isolation her (indslag fra 7. januar 2021):

Mariagerfjord er næst efter Samsø den kommune vest for Storebælt, som lige nu har det højeste incidenstal - nemlig 321 coronasmittede per 100.000 indbyggere. Især byens ældre er hårdt ramt, og borgerne i byen gør hvad de kan for at bekæmpe smitten.

Seneste nyt

fra Nordjylland