Iværksætter investerer: Kæmpe træskib kommer igen på vand

En randrusiansk iværksætter vil renovere en af Danmarks største skonnerter, der står på havnen i Hobro, og bruge den som skoleskib for udsatte børn og unge.

30 meter lang, 6,5 meter bred og over 15 meter høj. Træskonnerten Vanja tårner sig op over bygningerne på havnen i Hobro. Vanja blev bygget i 1951 i Holbæk og fragtede fisk rundt omkring Grønland i de første mange år af sin levetid. Men de seneste 17 år har skonnerten stået i Hobro.

Nu er skibet blevet købt af iværksætter og direktør for Nelson Mandela branded i Europa, Michael Hougesen.

- Jeg er helt vildt oppe og ringe over det, og jeg ved, at det er et stort projekt, for det vil koste rigtig mange penge at sætte i stand. Jeg har fået et tilbud på 5,5 millioner kroner for renoveringen af skibet, og det er ikke nogle penge, jeg har, men jeg ved, at jeg kan søge nogle fonde til at hjælpe mig, siger Michael Hougesen. 

Han har lavet en aftale med Hobro Værft om, at de i løbet af det næste halvandet år skal renovere skonnerten, så den fra 2020 kan bruges som hotel- og skoleskib. 

- Jeg så muligheden for kunne bygge det om til et 'boat and breakfast' med 24 sovepladser. Man kan jo sejle det derhen, hvor der er brug for det, siger Michael Hougesen og fortsætter.

- Seks måneder om året skal det være et hotelskib, og fire måneder om året skal det bruges til velgørenhed, hvor vi inviterer børn fra dårligt stillede familier ud og få en god oplevelse.

14 års arbejde med skibet 

Når børnene inviteres med ud på skibet, får de undervisning i livet til søs samt vigtigheden af sikkerhed på havet. Udover det vil de lære om Nelson Mandela og hans arbejde i forbindelse med den organisation, hvor Michael Hougesen er direktør. Organisationen arbejder for at udbrede kendskabet til Nelson Mandela.

Den tidligere ejer af skibet var selv i gang med at renovere skibet til hotelbrug, men efter at have arbejdet på skonnerten enemand i 14 år, gik han død i projektet og besluttede sig for at sælge.

Planen er, at træskonnerten skal stævne ud i Mariager Fjord i 2020, og Michael Hougesen regner med, at skibet skal tages i brug inden for to år. 

Når skonnerten står færdig, vil den være komplet med sovepladser til gæster, personale og en kabys, så der også kan serveres mad ombord. 


Seneste nyt

fra Nordjylland