Julemærkehjemmet ændrede alt: "Det hele er noget værd"

I hundrede år har julemærkehjemmene hjulpet børn, som mangler selvtillid, er overvægtige eller udsat for mobning. Men julemærkehjemmene er pressede. Der sælges færre julemærker, og det er hårdt for økonomien.

På julemærkehjemmet i Hobro er Morten på 13 år og Mads på 10 i gang med et spil kort. Drengene hygger sig, smiler og griner. Noget de ikke har gjort særligt meget med jævnaldrende kammerater, inden de kom på julemærkehjem.

- Jeg er blevet drillet rigtig meget, og det var ikke kun én gang om dagen. Det var flere gange om dagen, at alle mulige begyndte at drille mig. Jeg er tit blevet kaldt tyk, fortæller Mads Engmann.

Den slags går ud over både humøret og selvtilliden.

- Man føler ikke rigtig, at man er noget værd. Man gider ikke rigtig noget, og man gider ikke sig selv. Man er sur, men man ved ikke hvorfor. Man har lyst til at græde, siger Morten Michaelsen.

Men det har ændret sig, efter at drengene er flyttet ind på julemærkehjemmet. Nu har de fået troen på sig selv tilbage. De har fået venskaber, og der er tilmed raslet nogle kilo af.

- Man taber sig meget, og man får rigtig meget selvtillid. Det har jeg i hvert fald fået, siger Mads Engmann

- I stedet for den følelse at det ikke er noget værd, får man en følelse af, at det hele er noget værd, siger Morten Michaelsen.

Gennem hundrede år har de danske julemærkehjem hjulpet børn som Mads og Morten. Børn som er overvægtige, bliver mobbet og generelt mistrives. Men julemærkehjemmene er i krise. Der er nemlig sket et markant fald i antallet af solgte julemærker, og det har stor betydning for julemærkehjemmenes økonomi.

- Jeg vil personligt synes, at det er et stort tab for danske børn, som ikke trives, hvis julemærkehjemmene ikke var her mere. Det vil jeg synes er frygteligt, siger Lise Claesson, som er leder af julemærkehjemmet i Hobro.

Over en tiårig periode er omsætningen af julemærker næsten halveret. I 2006 blev der solgt julemærker for 21.622.304 kroner og sidste år i 2016 blev der købt julemærker for 13.155.277 kroner.

Det betyder, at Julemærkefonden nu må finde andre måder at tjene penge på for at holde liv i julemærkehjemmene. Julemærkefonden får kun 6 procent af deres budget i offentlig støtte, og det betyder, at de skal finde en betydelig mængde penge selv, og en del af finansieringen er altså hidtil kommet fra salget af julemærker.

Direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, beroliger dog med, at mna ikke har planer om at lukke julemærkehjem, og at man vil finde på andre måder at finansiere driften af hjemmene.

Morten Michaelsen er snart færdig med sit ophold på julemærkehjemmet i Hobro. Udover et vægttab, gode bekendtskaber og en stor portion selvtillid, har han også et andet helt håndgribeligt bevis på, at opholdet på julemærkehjemmet har ændret noget.

Hidtil har han ikke haft modet til at lægge et billede på sin Facebookprofil af frygt for, at han ville blive mobbet. Men nu pryder hans smilende ansigt profilsiden. Og han er stolt af at se på det.

- I dag har jeg fået taget et nyt Facebookbillede, og jeg er helt vildt tilfreds med det.

I aften i programmet Fokus på TV2 Nord, kan du se meget mere om julemærkehjemmene og høre, hvordan JUlemærkefonden har tænkt sig at sikre fremtiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland