Jyllands dyreste: Herregårdshotel er sat til salg
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Herregården Bramslevgaard er sat til salg for 35 millioner kroner, og det gør den til den dyreste ejendom til salg i Jylland. Til gengæld følger der også masser af kvadratmeter med i prisen.
For to dage siden satte Lene og Jørgen Bidstrup deres hjem og virksomhed til salg. Hotel Bramslevgaard, der har til huse i det naturskønne Bramslev Bakker lidt uden for Hobro, er blevet sat til salg for en pris, der gør det til den dyreste ejendom til salg i Jylland lige nu.
- Det er også Jyllands bedste sted, siger Lene Bidstrup med et grin. Hun mener, at prisen på 35 millioner kroner er meget rimelig, når man tager i betragtning, hvor meget der følger med i handlen:
- Det er ikke bare en privatbolig, det er også et hotel, der er gennemrenoveret. Der er jord, skov og bakker til og dyr og maskiner, så der er meget med. I første omgang vil vi se, om vi kan finde en køber, der er interesseret i det hele, og ellers kan jord og bakker sælges fra. Men i første omgang ser vi på, om der er nogen, der vil drive hotellet og området, der hører til, siger hun.
- Det er en perle uden lige
Lene og Jørgen Bidstrup er ved at nå pensionsalderen, og deres tre sønner er flyttet til Fyn og Sjælland og ønsker ikke at fortsætte driften af hotellet.
Lene og Jørgen Bidstrup vil gerne tættere på børn og børnebørn, og derfor er tiden ved at være inde til et salg for ægteparret og hotelejerne:
- Vi har taget beslutningen, og så er det sådan, det er, for alt har en ende. Men det bliver svært at komme herfra, for vi synes, det er verdens flotteste sted. Det er en perle uden lige, men vi ser også frem til at kunne flytte tættere på vores børnebørn, siger Lene Bidstrup.
Hvad får man for 35 millioner?
For de 35 millioner kroner får man blandt andet hotellet med 28 værelser, en wellness-afdeling, en restaurant, fem konferencelokaler og en privatbolig.
Det er ikke hver dag, der kommer en ejendom til salg til den pris, og derfor regner Lene Bidstrup heller ikke med, at de kan sætte et ”Solgt”-skilt i jorden lige med det samme:
- Vi ved godt, at en ejendom af denne her størrelse bliver ikke solgt i dag eller i morgen. Der kan hurtigt gå 3-4 år, før der er en egnet køber, siger hun.
Det betyder også, at man ikke skal være nervøs, hvis man har booket et ophold, en fest eller en konference på Bramslevgaard, for Lene og Jørgen Bidstrup vil fortsætte driften af hotellet, indtil der er et salg, og de håber også, at den næste køber vil fortsætte hoteldriften:
- Gæster kan regne med, at de stadig kan holde deres fester og konferencer og kurser. Hvis det skulle ske, at der står en køber lige pludselig, så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at personalet kommer med i handlen, så de får lov at fortsætte. Jeg tror ikke, det bliver hverken i dag eller i morgen, men nu får vi budskabet spredt, og så er det jo noget, der nok tager lidt tid, siger Lene Bidstrup.
Ifølge boligmediet Boliga.dk ligger Jyllands næstdyreste ejendom også i Nordjylland. Det gælder Kjærsgaard Hovedgård, der ligger lidt udenfor Hirtshals og koster 33 millioner kroner.