Seneste nyt

fra Nordjylland

Kæmpe drama i nordjysk byråd: Borgmester vil kyle formænd ud

Tilliden er brudt, lyder det i barsk og opsigtsvækkende melding.

To år inde i valgperioden og uden forvarsel vil Venstre og Mariagerfjord-borgmester Mogens Jespersen kyle to udvalgsformænd fra konstitueringspartierne af pinden.

Det er formændene Jørgen Hammer Sørensen (DF), der leder Teknik og Miljø samt Jens-Henrik Kirk (K) fra Kultur og Fritid, der ønskes sendt på porten.

Det oplyser Venstre i Mariagerfjord i en pressemeddelelse.

- Denne drastiske handling sker, da der p.t. ikke er politisk tillid til samarbejdet med Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, hvilket partierne er informeret om, lyder det fra Venstre i følge pressemeddelelsen.

TV2 Nord arbejder på en kommentar fra borgmesteren og borgmesterpartiet.

I pressemeddelelsen kalder Venstre det "mistillid" og er skuffet over de tre borgerlige partier, man konstituerede sig med for to år siden.

- Vi har som borgmesterparti pligten til at forsøge at løse udfordringerne. Kommunikation, tillid og samarbejde er nødvendigt, men det oplever vi desværre ikke p.t., blandt andet i sagen om en handleplan for Sundhed og Omsorg.

Mogens Jespersen sidder i øjeblikket i sin sidste periode som borgmester i fjordkommunen, da hans afløser som borgmesterkandidat allerede er udpeget

Jespersen fra Hadsund har tilsyneladende altså ikke tænkt sig at gå stille fra borde. 

Og det falder heller ikke ligefrem i god jord hos Konservative, der kalder borgmesterens handlinger for "trusler", der er "uordentligt og beskidt." 

Vi følger sagen ...