Klubkoryfæ forlader Hobro IK

Hobros mangeårige anfører Mads Justesen lægger støvlerne på hylden.

Forsvarskrumtappen Mads Justesen har gennem mange år været synonym med Hobro IK, og han har været med på klubbens nærmest eventyrlige rejse fra Danmarksserien til Superligaen, men til sommer er det slut. Mads Justesen har besluttet sig for at indstille karrieren.

quote Jeg føler, det er det rigtige tidspunkt i forhold til, at klubben er inde i en god udvikling, og at jeg ikke kan aflevere Hobro IK i en bedre forfatning.

Mads Justesen, Hobro IK

- Det er ikke en beslutning, der er taget over natten. Da jeg forlængede min kontrakt i sommers, havde jeg tænkt, at denne sæson skulle være min sidste. Jeg føler, det er det rigtige tidspunkt i forhold til, at klubben er inde i en god udvikling, og at jeg ikke kan aflevere Hobro IK i en bedre forfatning. Fremtiden ser lys ud for klubben, så jeg har en god følelse i maven i forhold til at stoppe til sommer, udtaler Mads Justesen, som endnu ikke ved, hvad fremtiden skal bringe, siger Mads Justesen.

Til sommer har 34-årige Mads Justesen været en del af Hobros førstehold i 14 år, og han er den, der har spillet flest kampe i den blå-gule trøje. 333 førsteholdskampe er det blevet til, så der er ingen tvivl om, at det er et klubikon, der tager afsked med klubben.

- Mads har været med på en vanvittig rejse og har om nogen været med til at tegne klubben både indadtil og udadtil. At man kan være med til at spille en klub fra Danmarksserien helt op i Alka Superligaen er helt uhørt, og uden Mads havde klubben ikke været der, hvor den er i dag. Hans betydning for klubben har været enorm, siger sportschef Jens Hammer Sørensen. 

Mads Justesen har endnu ikke besluttet sig for, hvad fremtiden skal bringe. 


Seneste nyt

fra Nordjylland