Kommuner går sammen om forbedret demensindsats

15 demente dør hvert år, efter de er gået fra deres hjem eller plejecenter. Den statistik vil syv kommuner - heriblandt Mariagerfjord - til livs.

Hvert eneste år forvilder mere end 1.000 mennesker med en demenssygdom sig væk fra hjemmet eller plejecentret. Mange af dem bliver først fundet, når det er for sent. Af den grund dør 15 demensramte danskere hvert år. Det er en af de store udfordringer, som syv kommuner nu vil gøre noget ved.

Køge, Lyngby-Taarbæk, Horsens, Viborg, Randers, Guldborgsund og Mariagerfjord kommune er gået sammen om at blive demensvenlige kommuner og styrke demensindsatsen over for de knap 8000 demensramte i de syv kommuner. 

I løbet af de næste seks måneder vil kommunerne dele erfaringer om udfordringer og løsninger og kigge i samlet flok på fremtidige løsninger på demensområdet. 

- Mariagerfjord ønsker at være en demensvenlig Kommune fordi vi gerne vil sætte ind på at styrke vores eksisterende visioner og demenshandlingsplaner med en ny innovationskraft, en ny viden og sammen skabe strategiske og langsigtede løsninger. Mariagerfjord skal med området omkring Danmarks smukkeste fjord være et godt sted at bo, leve og arbejde for alle, siger sundheds- og ældrechef i Mariagerfjord Kommune, Carsten Kaalbye. 

De syv nye kommuner overtager faklen fra Aarhus, Aalborg, Varde, Hillerød, Stevns og Næstved kommune, der i efteråret tog de første skridt til at skabe demensvenlige kommuner i Danmark.

Faklen gives nu videre, og snart vil knapt 30% af danskere med demenssygdomme bo i kommuner, som med mål og konkrete handlinger vil arbejde for at styrke demensindsatsen for borgere, pårørende og medarbejdere.

Demensalliancens mål er, at samtlige 98 kommuner i Danmark bliver demensvenlige.

Fakta om demens: 

  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark
  • Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom
  • 85.000 er i dag ramt af en demenssygdom
  • Antallet af demente stiger ca. med 10.000 hvert år
  • I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 120-150.000
  • Op mod 400.000 personer i Danmark lever i dag som nære pårørende til et menneske med demens

Seneste nyt

fra Nordjylland