Lokalformand melder sig ud af Venstre: - Gejsten er der ikke mere

Marianne Eiby var indtil i dag lokalformand for Venstre i Hobro. Men efter Inger Støjbergs officielle stop som næstformand, er hun selv færdig med partiet.

Det har været en turbulent tid for Venstre. Både på Christiansborg og ude i baglandet. Og turbulensen er slet ikke ovre endnu. Søndag tog lokalformanden i Hobro, Marianne Eiby, konsekvensen af at Inger Støjberg ikke længere er næstformand i partiet, og meldte sig ud.

- Jakob Ellemann har smidt et guldæg ud. Det var illoyalt, da han som den første meldte ud, at Inger Støjberg skulle for en rigsret. Jeg synes, det var det dummeste, at han meldte det ud på den måde. Har hun gjort noget forkert, så skal det selvfølgelig have en konsekvens, men han havde ikke behøvet at gå forrest, forklarer Marianne Eiby.

Hvorfor melder du dig ud nu?

- Det er ikke en beslutning, der er kommet i dag. Jeg har tænkt over det i en måneds tid, men ville lige have landsmødet med. Jeg er stadig liberal. Den liberale politik passer til mig. Jakob Ellemann plejer at sige, at der er højt til loftet og langt til døren i Venstre. Det lever han bare ikke op til, når han på den måde vil have Inger (Støjberg red.) til at rette ind.

Marianne Eiby er altså færdig med Venstre i denne omgang - men ikke med at være liberal. Hun ved ikke, hvad Inger Støjberg vil gøre nu, men hvis hun melder sig ud af partiet, og starter sit eget, er Marianne Eiby klar til at følge hende.

- Det er hendes stærke personlighed, og hendes måde at føre liberal politik på. Og jeg kan godt lide, at man kan sige sin mening og tage de tæv, det koster. Der skal en stærk kvinde til at stå det igennem, hun har været igennem den seneste tid.

Hvis hun melder sig ind i Dansk Folkeparti - som nogen lufter idéen om, at hun kan finde på - følger du så med der?

- Nej. Hvis hun melder sig ind i DF eller i Nye Borgerlige, så følger jeg ikke med. Den politik kan jeg ikke bakke op om. Men som sagt, hvis hun starter noget selv, så er jeg klar til at følge hende.

Det kan jo også være, at hun bliver i Venstre. Hvad gør du så?

- Jeg er ikke nødvendigvis færdig med Venstre i al fremtid. Jeg er bare færdig med partiet som det er lige nu. Jeg har simpelthen ikke gejsten til at arbejde for Jakob Ellemann. Men hvis der på et tidspunkt kommer en anden formand, så vil jeg ikke afvise, at jeg er klar igen.

Hvilke reaktioner har du fået på din udmeldelse?

- Jeg har fået mails fra flere, der er kede af, at jeg stopper. Og jeg er også selv rigtig ked af at afslutte samarbejdet med Venstre i Mariagerfjord, for de gør et fantastisk stykke arbejde. Så jeg smækker ikke med døren, jeg lukker den lige så pænt - for man skal opføre sig ordentligt, afslutter Marianne Eiby, nu forhenværende lokalformand for Venstre i Hobro.


Seneste nyt

fra Nordjylland