Lynnedslag antændte hus: Familien opdagede selv branden
Foto: Kristian Juul Pedersen / Ritzau Scanpix
Arkivfoto af et tidligere uvejr over Danmark.
Et lyn slog tirsdag morgen ned i taget på et hus i Hadsund og antændte tagkonstruktionen.
Lyn og torden har der været en del af i Nordjylland natten til tirsdag. Det er jo ofte helt ufarligt, men det blev anderledes alvorligt for en familie i Hadsund tirsdag morgen. Deres hus på Rolighedsvej blev nemlig ramt, da lynet slog ned.
- Det er en klassisk brand fra et lynnedslag. Lynet har antændt noget i tagkonstruktionen, men blandt andet på grund af isoleringen, der ikke kan brænde, så går der ikke altid ild i det med det samme efter nedslaget, men det ligger og ulmer i nogle af lægterne, siger indsatslederen på stedet, Allan Frisk.
Det var en mor og datter, der var hjemme i huset, da lynet slog ned. De opdagede selv, at det begyndte at ryge fra taget og slog alarm. De kom begge ud og i sikkerhed, så der er kun sket materielle skader efter branden.
- Vi er ved at skille taget ad, for at være sikker på, at det hele er slukket inde bagved. Så der ikke er noget der ligger og ulmer, siger Allan Frisk.
Huset er hårdt ramt af branden i den ene gavl og i tagkonstruktionen. Foruden brandskaderne vil der også være en del vandskader i huset efter slukningen.