Maja og Marcus er på julemærkehjem: De har kun ét ønske, når de kommer hjem
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Maja Merhi Kristensen og Marcus Kannegaard Vester Nielsen smiler igen efter de er startet på Julemærkehjemmet i Hobro.
Julemærkehjem giver håb for fremtiden og tryghed i hverdagen.
Tidligere var julemærkehjemmene kendt som et sted for overvægtige børn og unge. Der er stadig sund mad på menukortet, men fokus er skiftet til trivsel.
- Jeg synes, det er godt, fordi man får nogle gode venner, og man er søde mod hinanden. Der er ikke nogen, der taler grimt til hinanden, forklarer Maja Merhi Kristensen.
Hun og Marcus Kannegaard Vester Nielsen er i gang med fjerde uge ud af ti på julemærkehjemmet i Hobro. Begge blev mobbet i skolen.
- Det var træls, og man blev ked af det. Man følte sig uden for, og som om man var forkert, forklarer 9-årige Maja Merhi Kristensen. Samme oplevelse har den 11-årige Marcus Kannegaard Vester Nielsen haft.
- Man får en dårlig følelse i maven og bliver ked af det. Du gider ikke at være nogen steder, du gider ikke at vise dig frem, og du føler dig uden for, siger han.
Begge kommer fra Aarhus og er to af de cirka 1000 børn og unge, der hvert år får et ophold på et af de fem danske julemærkehjem. Opholdet er gratis, og lige nu står godt 500 på venteliste. I Hobro er der plads til 48 børn og unge af gangen.
- Der er stor søgning hertil, og der er masser af børn der mistrives. I dag hjælper vi børn med at komme til at trives igen, påpeger forstander på julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claesson.
Ifølge Lise Claesson er det mange år siden, at julemærkehjemmet skiftede fokus til trivsel, og de arbejder stadig med at udbrede budskabet.
- Det handler om trivsel. Det er det, der er overskriften, og det er det, vi hjælper børn med. Vi forsøger at få dem til at være en del af et fællesskab og mærke de værdier, der er i det, uddyber hun.
Fald i indtægter
Et andet sted, hvor tiderne er skiftet, er i forhold til julemærkehjemmenes økonomi. Fredag den 3. november udkommer hjemmenes årlige julemærke.
Engang udgjorde mærket 100 procent af det økonomiske fundament for de fem danske julemærkehjem, men blandt andet på grund af den store nedgang i brevposten, er det slet ikke tilfældet længere.
Indtægten fra salg af det årlige julemærke er på ti år faldet fra omkring 15 til godt otte millioner kroner. Derfor er julemærkehjemmene afhængige af økonomisk støtte fra fonde, virksomheder og salg af støtteprodukter. Alligevel er det årlige julemærke stadig vigtigt.
- Signalmæssigt er det rigtig vigtigt, for det er med til at gøre folk opmærksomme på, at vi er her, og at der stadigvæk er noget, der hedder julemærkehjem, pointerer forstander Lise Claesson.
Om seks uger skal Maja Merhi Kristensen og Marcus Kannegaard Vester Nielsen hjem igen. Begge har de ét ønske.
- At man kommer tilbage og så er der ikke nogen, der mobber en, lyder det.
Du kan købe årets julemærke online fra fredag den 3. november. Lørdag den 4. november kan det også købes i de fleste dagligvarebutikker.
SE INDSLAGET MED MAJA OG MARCUS HER: