Mariagerfjord Kommune vil så blomster i landskabet og dermed blive bivenlig kommune. Foto: Colourbox

Mariagerfjord vil være bivenlig kommune

Der skal sås masser af blomster i Mariagerfjord Kommune, så de vilde bier får lettere ved at finde føde.

Mariagerfjord Kommune sælger sig på at være et godt sted at leve, bo og arbejde. Og det gælder tilsyneladende ikke kun os mennesker. Nu skal bierne også have det ekstra godt i kommunen.

Kommunens teknik- og miljøudvalg har besluttet, at Mariagerfjord nu skal være bivenlig kommune, og det skal ske ved at så mange flere blomster i landskabet, så bierne får lettere ved at finde føde i form af nektar og pollen.

Det er nemlig blevet sværere at være bi. Engang var der masser af vilde blomster i vejkanter, på enge og i form af ukrudt i markerne, men der er blevet længere mellem blomsterne, og det betyder, at de vilde bier har sværere ved at finde føde.
 
- Vi vil forbedre vilkårene for naturen i kommunen. Det bruger vi en del tid på for tiden. Derfor er det helt naturligt, at vi skal hjælpe de vilde bier og de mange andre insekter, der er afhængige af blomster i landskabet, siger udvalgsformand for Teknik og Miljø, Jørgen Hammer Sørensen.
 
Kommunen har besluttet, at der til foråret bliver sået blomster på mindst én hektar kommunal jord for at komme de sultne bier til undsætning. Netop en hektar er kravet for at man kan kalde sig bivenlig kommune.
 
- En hektar er en god start. På sigt vil vi dog gerne plante på et større kommunalt areal og gerne på bynære arealer. Det bliver også en fryd for øjet for de mange forbipasserende, som kan se frem til synet af en blomstrende eng, siger udvalgsformanden.

Det er ikke kun kommunen, der skal ud med blomsterfrøene. Hobro Golfklub støtter op om tiltaget og vil tilså mange af deres ledige arealer med en frøblanding, der giver et udvalg af særligt bivenlige blomster.

Mariagerfjord Kommune vil også informere mere om de vilde bier. Kommunens naturvejleder er blandt andet tilknyttet projektet og vil tilbyde ture for skoleklasser med fortællinger om bierne. Ligesom der vil være information om, hvordan man selv kan gøre sin have mere bivenlig. 

Det er Dansk Biavlerforeningen, der har stiftet en mærkningsordning, hvor kommunen kan blive bivenlig kommune. Ordningen skal både hjælpe honningbien, som vi i dag holder som husdyr, men også de omkring 250 arter af vilde bier, hvoraf mange er truede og sjældne. 

I 2017 satte landboforeningen LandboNord sammen med Danmarks Biavlerforening, Dansk Ornitologisk Forening , Danmarks Jægerforbund, ALK Maskinservice, og de nordjyske landmænd gang i at plante kilometervis af såkaldte fausastriber, som ligeledes består af særlige blomsterblandinger, der er gode for blandt andet bier, men også andre insekter, fugle og dyr.