14-årige Michaela reddede sin mor med hjertemassage: - Jeg sagde ”vi kan godt gøre det, mor”

15-årige Michaela Billbo Tanderup er nomineret til titlen som Årets Hjerteredder, efter hun gav hjertemassage til sin mor, der fik hjertestop i hjemmet i Arden.

Det var en søndag formiddag i januar 2019. Den dengang 14-årige Michaela Billbo Tanderup havde sovet længe, og hun lå i sengen og kiggede på mobilen, da hun pludselig hørte en høj lyd. Hun undrede sig. Det lød næsten som om, hendes mor skældte deres hund ud – noget, hun aldrig plejede at gøre.

Så kom lyden igen. Denne gang lød det næsten som en snorken.

- Der tænkte jeg, at det var alvorligt, siger Michaela Billbo Tanderup.

Hun skyndte sig at tage morgenkåbe på og løbe ind til sin mor Wenche Billbo, der lå i sengen. Hun så skidt ud. Ansigtsudtrykket var forvrænget, og Michaela kunne ikke få kontakt til hende.

- Jeg ruskede i hende og råbte, at hun skulle vågne op, men der skete intet, siger Michaela Billbo Tanderup.

quote Da jeg stod og gav hjertemassage, sagde jeg ”vi kan godt gøre det, mor” og ”nu vågner du”.

Michaela Billbo Tanderup, folkeskoleelev

Hun ringede til alarmcentralen, som bad hende lytte til, om hendes mor trak vejret. Der var ingen vejrtrækning.

Michaela var nødt til at handle hurtigt. Kvinden i røret sagde, at hun skulle trække sin mor ned på gulvet og give hende hjertemassage. Men sengen var høj, og det tog lang tid for den 14-årige pige.

- Det var hårdt. Både fysisk og psykisk. Det tog mig fem minutter, og hun landede på maven med et stort brag. Det var en voldsom lyd, siger Michaela Billbo Tanderup.

Hun fik vendt sin mor om og begyndte at give hjertemassage. Kvinden fra alarmcentralen guidede hende, men Michaela vidste godt, hvad man skulle gøre, fordi hun havde fået flere kurser i hjertemassage.

- Da jeg stod og gav hjertemassage, sagde jeg ”vi kan godt gøre det, mor” og ”nu vågner du”, siger hun.

Efter cirka 15 minutter kunne hun endelig høre sirenerne fra ambulancen. Hjælpen var nær.

Ambulanceredderne tog over, og Michaela gik ud i gangen. Pludselig hørte hun nogen sige, at der var puls.

- Så faldt jeg til jorden og græd. Jeg tænkte, at der alligevel var håb, siger den i dag 15-årige pige fra Arden.

Michaela Billbo Tanderup var 14 år, da hun reddede sin mors liv.
Michaela Billbo Tanderup var 14 år, da hun reddede sin mors liv.
Foto: Privatfoto

Michaelas mor: - På grund af hende er jeg i live

55-årige Wenche Billbo husker intet fra episoden. Hun husker kun, at hun i dagene op til hjertestoppet havde haft ondt i hjertet.

Efter tre dage i koma vågnede hun og fik at vide, hvad der var sket.

quote Jeg græd af glæde over, at det var fantastisk, hvad Michaela havde gjort. Men jeg græd også af sorg over, at hun skulle opleve det.

Wenche Billbo, Michaelas mor

- Jeg græd af glæde over, at det var fantastisk, hvad Michaela havde gjort. Men jeg græd også af sorg over, at hun skulle opleve det, siger Wenche Billbo.

Hun er ikke overrasket over datterens hurtige reaktion.

- Hun handler og er ikke bange for at træde til, når det gælder. Hun gjorde det her forfærdeligt hårde arbejde, og holdt blodcirkulationen i gang. På grund af hende er jeg i live i dag, siger hun.

Det var en hjerneblødning i hjernestammen, der forårsagede hjertestoppet.

Nomineret til Årets Hjerteredder

Michaela Billbo Tanderup og mange andre hjertereddere blev fredag hyldet ved et stort arrangement, som Hjerteforeningen og Østifterne i København står bag. 220 hjertereddere, de reddede og de pårørende var samlet.

Wenche Billbo og Michaela Billbo Tanderup sammen med journalist og ambassadør for Hjerteforeningen, Rushy Rashid ved fredagens hyldest.
Wenche Billbo og Michaela Billbo Tanderup sammen med journalist og ambassadør for Hjerteforeningen, Rushy Rashid ved fredagens hyldest.
Foto: Hjerteforeningen

Ved arrangementet blev det afsløret, at Michaela Billbo Tanderup er blandt de tre nominerede til titlen som Årets Hjerteredder.

-Jeg er så taknemmelig over at være blevet indstillet, og det er endnu vildere, at jeg så også er blevet nomineret. Jeg er så beæret, siger Michaela Billbo Tanderup.

De nominerede

1) Michaela Billbo Tanderup (Arden) på 14 år redder sin mor, Wenche Billbo, da moren bliver ramt af hjertestop i deres fælles hjem.

 

2) Benjamin Werge (Bogø) og Louise Miltenburg Caspersen (København) redder Benjamins far, Leif Werge (Bogø), da han får hjertestop under en kapsejlads.

 

3) Margit Rasmussen, Heidi Munk Larsen, Ella Aastrup, Åse Søgaard, Grethe Krogsgaard Mortensen og Charlotte Boje Andersen (alle fra Hanstholm) redder Berit Skaalum Konge (Hanstholm), da hun får hjertestop under en vinterbadetur i Vesterhavet.  

Wenche Billbo er ved at sprænge af stolthed over sin datter.

-Jeg er så stolt af hende, og jeg synes, hun fortjener det så meget. Det er helt fantastisk. Jeg kunne have været en grøntsag, men jeg har det bedre nu, end jeg havde inden jeg fik hjertestop, siger hun.

Den hjerteredder, der får flest stemmer på hjerteredder.dk, får titlen som Årets Hjerteredder.

Årets Hjerteredder bliver afsløret, når der er Hjertegalla på TV2 CHARLIE lørdag 21. marts.

Fakta om hjertestop

Hvert år bliver ca. 5.400 danskere ramt af hjertestop uden for hospital – i hjemmet, på gaden, i parken, i en forretning. Det svarer til 15 om dagen. Af dem overlever i gennemsnit 2.

 

Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 9. Hvis vidner træder til og yder genoplivning, overlever 1 ud af 6.  

 

Hvis en person får hjertestop, og der både bliver givet hjertemassage og brugt en hjertestarter, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 2. 

 

Tiden ved et hjertestop er afgørende. De fleste personer med hjertestop får varige skader eller dør, hvis de ikke får hjælp inden for ca. 10 minutter. Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 procent. 

 

3 ud af 4 hjertestop sker i private hjem, og her overlever kun 11 procent et hjertestop.

 

Kilde: Hjerteforeningen


Seneste nyt

fra Nordjylland