Mikkel Beckmann stopper karrieren
Foto: Dannie De Neergaard, HIK
Nu er både Mikkel Beckmann (tv) og træner Jonas Dal Andersen fortid i Hobro IK.
Den 32-årige Mikkel Beckmann har valgt at stoppe karrieren på grund af langvarige skadesforløb, og han afslutter sin kontrakt i Hobro IK et halvt år før udløb.
I en alder af bare 32 år har den tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann valgt at lægge støvlerne på hylden. Den 32-årige Mikkel Beckmann har været så plaget af skader gennem det seneste år, at den svære beslutning om øjeblikkeligt at stoppe med fodbold på topplan har været nødvendig.
Mikkel Beckmann havde kontrakt med Hobro IK frem til sommeren 2016, men parterne er blevet enige om at ophæve kontrakten ved udgangen af 2015.
Mikkel Beckmann kom til Hobro IK i februar i år, men desværre nåede hobrogenserne aldrig at opleve de fodboldmæssige kvaliteter, der i mere end 10 år har holdt Virum-drengen i toppen af dansk fodbold.
I Hobro er det blot blevet til ni kampe og 421 minutters spilletid i Alka Superligaen på grund af tre langvarige skadesforløb.
- Vi vidste, at Mikkel Beckmann var en rigtig dygtig fodboldspiller, og det er ærgerligt for både Mikkel og Hobro IK, at vi på grund af skader aldrig nåede at få det fulde udbytte af hans potentiale. Vi har i klubben stor respekt for Mikkels svære beslutning, og vi takker ham for hans tid i Hobro og hans utrættelige indsats for at komme ud af sine skadesforløb, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Den 22. juli 2007 debuterede Mikkel Beckmann for Lyngby BK i Superligaen mod Randers FC, som han sidenhen tørnede ud for i tre sæsoner.
Gennem karrieren er det blevet til 137 Superliga-kampe og syv officielle A-landskampe og herunder deltagelsen i VM-slutrunden i 2010 i Sydafrika.
På CV?et kan Mikkel Beckmann udover 35 mål i Superligaen også tilføje et dansk mesterskab med FC Nordsjælland, et cypriotisk mesterskab med APOEL Nicosia FC og en svensk pokaltitel med IF Elfsborg.
Hans største bedrift i karrieren var utvivlsomt frisparksmålet mod Juventus FC i Champions League gruppespillet i 2012, hvor selveste Gianluigi Buffon måtte overgive sig til Mikkels Beckmanns sparketeknik med højrefoden.
- Det er en trist måde og samtidig for tidligt at sige farvel til fodbolden, men jeg kan heldigvis se tilbage på en karriere, hvor jeg har fået mulighed for at opleve noget, som kun de færreste opnår i den danske fodboldverden. Jeg er ærgerlig over at skulle forlade Hobro IK, hvor jeg har følt mig rigtig godt tilpas, men jeg er samtidig glad for, at klubben har været imødekommende i forhold til en aftale om mit karrierestop, slutter Mikkel Beckmann