Nikkede betjent en skalle: 22-årig mand varetægtsfængslet for vold og trusler mod politiet

En 22-årig mand overfaldt og truede sent torsdag aften en betjent i forbindelse med en anholdelse. Fredag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 22-årig mand fra Hobro er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Det oplyser anklager Torben Kaufmann fra Nordjyllands Politi.

Manden blev torsdag aften kort før midnat anholdt og sigtet for spirituskørsel på Randersvej i Hobro.

- Da vi får fat på ham, viser det sig, at han er spirituspåvirket. Så vi anholder ham og vil køre ham hen for at få taget en blodprøve, sagde Jess Falberg, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, fredag morgen til TV2 Nord.

Tidligere dømt for trusler

I forbindelse med anholdelsen nikkede manden en betjent en skalle, og han prøvede også at bide betjenten i låret. Den 22-årige slog desuden betjenten i brystet med en albue og truede ham på livet.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 22-årige mand i fire uger for at undgå, at han begår lignende kriminalitet. Manden blev sidste år dømt for trusler mod politiet.

Den 22-årige mand kærede varetægtsfængslingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland