Patruljevogne, parkerede biler og husmur påkørt under biljagt
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To patruljevogne blev påkørt under biljagt natten til lørdag, hvor også to betjente blev forsøgt påkørt.
Der har været noget at se til natten til lørdag for Nordjyllands Politi.
Klokken 00.25 opdagede en patrulje en stjålet Kia på Hannerupskovvej i Hobro, og forsøgte at få den mandlige chauffør til at standse – uden held. Manden fortsatte ufortrødent, og politiet måtte tilkalde to ekstra patruljevogne.
Manden, der er 40 år og fra Viborg, og som er en gammel kending af politiet, havde dog ikke tænkt sig at give op. Da de ekstra vogne ankom, påkørte han begge patruljevognene og stak af.
I Stenild påkørte den 40-årige yderligere to parkerede biler og en husmur.
- Der troede vi, vi havde ham, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Carsten Kjær.
To betjente steg derfor ud af bilen, men det var ikke slut endnu. Den 40-årige forsøgte at køre dem ned, men det lykkedes ham dog ikke.
Poltiet fik endelig fat på den 40-årige, der formentlig var narkopåvirket. Han blev for en sikkerheds skyld bragt til Aalborg Universitetshospital, fordi man mistænkte, at han havde slået nakken. Her bliver han nu overvåget.
Nordjyllands Politi undersøger nu, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør in absentia - altså uden at han selv er til stede.