Pokaltriumf: Eks-AaB'er bombede Hobro IK til sejr
Foto: Bo Amstrup, Scanpix
Hobro IK fik en drømmestart på pokalkampen mod Slagelse, og 20-årige Sebastian Grønning cementerede sejren med hattrick.
Igen og igen og igen slog bare 20-årige Sebastian Grønning til foran målet onsdag aften. Igen og igen og igen bombede han løs og sænkede lige så stille Slagelses fodboldhold og holdånd, da han sammen med Hobro IK drog på togt efter avancement i pokalturningen.
Og avancement, det fik de, de gule himmerlændinge. Med en udebanesejr på Sjælland på hele 5-1 og et formidabelt hattrick af Sebastian Grønning, der skiftede til Hobro fra AaB i juli, var der ikke meget at rafle om, selv om undertippede Slagelse gjorde sit bedste for at være med.
Hobro IK fik i det hele taget den bedst mulige start på kampen. Bare to minutter efter dommerens startfløjt fandt Yaw Ihle Amankwah vej igennem Slages forsvar og scorede til 1-0. Og herfra tog Sebastian Grønning så over.
Hans første scoring faldt to minutter før pausen efter flere forsøg og mange gode chancer skabt af trioen Danny Olsen, Emmanuel Sabbi og Sebastian Grønning. Den unge angriber var på pletten igen i 61. minut og igen i 73. minut.
Undervejs lykkedes det Slagese at kæmpe sig op på 1-2, og en enkelt gang så det næsten ud til at lykkes hjemmeholdet at udligne, men uden held.
Sidste scoring blev sat ind af Danny Olsen efter 86 minutters spil. Dermed er Hobro IK i den grad klar til næste runde i pokalturneringen.