Politiet søger vidner til flere indbrud i samme butik - offentliggør billeder
Foto: Nordjyllands Politi
Politiet har offentliggjort disse billeder fra butikken.
Der er stjålet mange designervarer, som formodes at have en høj værdi.
Kop og Kande, der ligger i Adelgade i Hobro har haft to store indbrud med mindre end 14 dages mellemrum.
Her er store mængder designervarer blevet stjålet, og derfor offentliggør Nordjyllands Politi nu overvågningsbilleder fra indbruddene og beder vidner melde ind på telefon 114, hvis de måtte have oplysninger i sagen.
Se billederne længere nede i artiklen.
Første indbrud
Første indbrud skete fredag den 31. marts klokken cirka 03.30.
Her kom gerningsmændene ind via et lager, der ligger i umiddelbar tilknytning til butikken. Der blev stjålet designervarer fra mærker som Royal Copenhagen, Blå Elements, Kay Bojesen og andet.
Der findes endnu ikke en samlet opgørelse over de stjålne varer, men der er tale om dyre ting, og derfor formoedes det også, at gerningsmændene slap afsted med koster til en meget høj samlet værdi.
Andet indbrud
Andet indbrud skete tirsdag den 11. april klokken 22.28.
Her kom gerningsmændene igen ind via lageret, hvor en dør var brudt op.
Igen blev der stjålet varer fra blandt andet Kay Bojesen. I løbet af ganske få minutter var både vagter og politi på stedet, men gerningsmændene var allerede flygtet fra stedet.
Efterlyser vidner
Nordjyllands Politi efterlyser derfor vidner i sagen, som kan have set noget på eller omkring gerningsstedet.
Især ved det seneste indbrud er det politiets opfattelse, at der stadig har været ”liv i byen”.
Det kan også være vidner, der har set et køretøj køre hastigt fra stedet, eller andre som kunne have kendskab til sagen på anden måde.