Rohde gør status: - Vi fik en humlebi op at flyve
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Jens Rohde er direktør for Europa-Folkemødet.
I sidste weekend løb Europafolkemødet af stablen i Mariager, og nu gør direktøren Jens Rohde status.
- Jeg er glad.
Så klar er meldingen fra Jens Rohde ovenpå sidste weekend, hvor Europafolkemødet fandt sted i Mariager.
Omkring 10.000 mennesker var en del af folkemødet, hvor Jens Rohde sidste år blev udnævnt som direktør. Dermed gør han nu status på sit første folkemøde.
- Vi opnåede succeskriterierne. Vi satte Mariager på landkortet, og der har aldrig i kommunens historie været samlet så mange toppolitikere, som der var sidste weekend, siger Jens Rohde og henviser blandt andet til, at regeringstoppen bestående af Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen var på besøg.
- Og den anden vigtige del er, at folk gik herfra med en god oplevelse. Vi har ikke fået en eneste negativ henvendelse, og vi gav både folk oplevelser ved musik og politik, siger Jens Rohde.
Politik og underholdning kombineres
Europafolkemødet består både af debatter og samtaler, som har særligt fokus på europæisk politik. Og som noget nyt i år var der skruet op for underholdningen, hvor der var flere koncerter undervejs.
- Det endte i en folkefest. Det er ikke verdens nemmeste ting at lave folkefest om europapolitik, men det gjorde vi. Vi fik en humlebi op at flyve, siger Jens Rohde.
For at Europafolkemødet kan fortsætte, kræver det ifølge Jens Rohde, at Mariagerfjord Kommune bidrager med økonomisk støtte. Kommunen har endnu ikke tilkendegivet, om de vil være med næste år, men Jens Rohde håber på, at de nikker ja.
- Vi har bestyrelsesmøde på mandag, og så håber jeg på, at vi får en indikation der, siger Jens Rohde.
Hvis Jens Rohde får chancen for at stå i spidsen for mødet igen næste år, så er der specielt én ting, som han vil lave om på.
- Vi kunne godt have lavet to aftener med fuld skrald. Om fredagen stod der fire tusinde, som gik amok til Kato og Shu-bi-dua, siger Jens Rohde.
- Så vi kan godt kigge på, om vi skal skrue op for musikken, så der er stor fest to aftener.
Der er endnu ikke gjort status over, hvordan økonomien til årets folkemøde ser ud.