Sen scoring sikrer Hobro et point mod Nordsjælland
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
To scoringer i slutfasen skabte en dramatisk afslutning i Hobro. Hjemmeholdet sikrede sig dog et enkelt point.
Der var masser af dramatik i de sidste 10 minutter af opgøret mellem Hobro IK og FC Nordsjælland. Det var dog hjemmeholdet, der havde mest at juble af, da de med en straffesparksscoring i kampens tillægstid sikrede sig 2-2 og et enkelt point.
Hjemmeholdet skabte ellers gode forudsætningerne for sig selv relativt tidligt i kampen. Efter 14 minutters spil bragte de sig foran 1-0, da Emmanuel Sabbi trykkede af på kanten af feltet på en opsamlingsbold. Et spark, som den tidligere AaB-keeper Nicolai ikke kunne nå ud til.
20 minutter senere kunne gæsterne dog sende en udligning i nettet. Midtstopperen Anel Ahmedhodzic nedlagde Mohammed Kudus i feltet. Straffespark og 1-1 mellem de to mandskaber.
Og det var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg bar i høj grad præg af at være en åben slagudveksling. Og det var begge hold med paraderne sænket og fuld fart fremad. Det betød derfor også flere store chancer til begge mandskaber.
Sådan en chance tilfaldt Hobros Julian Kristoffersen med cirka 10 minutter tilbage af opgøret, da han var alene igennem med FCN-keeperen. Men angriberens gode intentioner blev sparket langt over mål.
I stedet kunne Nordsjællands Sadiq sparke den i Hobro-netmaskerne til stillingen 1-2 med kun tre minutter tilbage af opgøret. Dermed lignede det sæsonens syvende nederlag for nordjyderne.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for ved en tilfældighed i kampens tillægstid rammer bolden en Nordsjælland-arm i gæsternes felt, og dermed straffespark til hjemmeholdet.
Det tog Edgar Babayan sig af, og han sparkede bolden med usvigelig sikkerhed op i venstre målhjørne.
Dermed endte det med uafgjort i Hobro og et enkelt point til nordjyderne. Dermed indtager Hobro fortsat superligaens 12. plads og har fire point op til Horsens på 11. pladsen.