Sjældne fugle yngler med succes på Østkysten
Klyder og terner på stranden syd for Øster Hurup.
200 ungfugle er gået på vingerne fra fuglekolonien på revlen nord for Als Odde
Det vakte kolossal opsigt blandt eksperter og amatør-ornitologer, da mere end 700 sjældne og truede fugle i forsommeren slog sig ned på en revle nord for Als Odde ved udmundingen af Mariager Fjord.
Fuglekolonien talte nemlig ikke mindre end 480 havterner, 32 dværgterner og 190 klyder - en helt usædvanlig stor fugleflok efter dansk målestok.
Begejstringen blev hurtig afløst af en bekymring for om de sjældne fugle nu ville få mulighed for at yngle i fred og ro. Terner og klyder bygger nemlig reder på stranden og er ekstremt sårbare, mens de yngler.
Bekymringer gjort til skamme
Selvom kolonien i løbet af sommeren udviklede sig til et stort tilløbstykke, er fagfolkenes bekymringer heldigvis blevet gjort til skamme. En nylig optælling viser nemlig, at mere end 200 ungfugle er gået på vingerne.
Det vækker glæde hos biolog Anders Horsten, som med bange anelser har fulgt udviklingen tæt.
- Folk har i vid udstrækning fulgt vores anvisninger, så strandfuglene har fået lov til at yngle i ro og mag. Vi er naturligvis meget taknemmelige over, at man har respekteret fuglene og holdt sig i behørig afstand til rederne, siger Anders Horsten.
Populær sommerattraktion
Anders Horsten er glad for, at fuglekolonien blev en populær sommerattraktion på østkysten.
- Det er dejligt, at så mange mennesker har besøgt kolonien og fået en helt unik naturoplevelse. Jeg er sikker på, at det skærper opmærksomheden om, at vi er nødt til at værne om vores enestående natur, hvis vores børn og børnebørn også skal have mulighed for at opleve den, siger Anders Horsten.
Kommunen har et særligt ansvar for at værne om fuglenes levesteder.
EU har nemlig udpeget kattegatkysten til et særligt fuglebeskyttelsesområde. I den forbindelse har Naturstyrelsen og Mariagerfjord Kommune sat skilte op langs stranden, som fortæller om de besøgende om, hvordan de tager hensyn til de sjældne fugle.
Flyver langs kysten
Ifølge Anders Horsten er det slet ikke for sent at opleve de smukke fugle, skønt de fleste nu har forladt kolonien.
- De fleste unger er fløjet fra rederne og de flyver langs kysten, hvor man lige nu kan se dem i stort tal ved molerne ved Als, Als Odde og Øster Hurup. Nu krydser vi bare fingre for, at ternerne og klyderne vender tilbage næste år, når det atter er tid til at bygge rede og yngle, slutter biologen.