Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Solouheld: Kvinde måtte skæres ud

Kort før klokken 2 natten til fredag endte en kvindelig bilist i grøften ved Hobro.

Natten til fredag måtte både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab rykke ud til en soloulykke ved Hobro.

Klokken 01.50 kom beskeden om, at en bilist var kørt galt i den nordlige del af byen, hvor Hobrovej bliver til Aalborgvej.

- Det er en kvindelig fører, som er endt i grøften. Hun har nakkesmerter, så derfor er der tale om det vi kalder en teknisk fastklemmelse, så vi vælger at hun skal skæres ud af bilen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, til TV2 Nord.

Læs også Skybrud har ført til olieudslip i Limfjorden ved Aalborg

Kvinden er ikke kommet alvorligt til skade.

Årsagen til uheldet er svær for politiet at finde frem til, da der ingen vidner er til uheldet.

- Føreren siger, at en modkørende bil kørte over i hendes vejbane, og at det er derfor, at hun er endt i grøften, siger Per Jørgensen.

Der har ikke været alkohol indblandet i ulykken.

Det er i området her nord for byen, at kvinden mistede kontrollen med bilen.  Foto: Google Maps