Spritbilist glemte at svinge til højre og havnede på mark
En mandlig bilist kunne ikke helt få sin krop til at adlyde sit hoved og endte med at parkere på en mark.
Om bilisten havde taget forskud på decembers store snaps-indtag, melder historien ikke noget om, men det er ganske vist, at der var alkohol involveret, da en mand og hans bil onsdag eftermiddag endte på en mark ved Arden.
Uheldet skete cirka klokken 17 på Terndrupvej, hvor bilisten angiveligt var blevet enig med sig selv om, at han ville svinge til højre ad Tistedvej. Men i stedet for rent faktisk at dreje fortsatte han ligeud og endte med en lettere uortodoks parkering på en mark.
Da politiet kom til stedet, kunne patruljen konstatere, at bilisten var spirituspåvirket - så han blev anholdt og fik et lift i patruljevognen til stationen, hvor han fik taget en blodprøve.