Superliga: Hobro sled sig til point i årets sidste kamp
Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix
Spillerne fra Hobro kan nu gå på vinterferie efter 1-1 på udebane mod Brøndby.
Det lykkedes spillerne fra Hobro at hive det ene point hjem på udebane mod Brøndby. Kampen endte 1-1.
Hobro IK var i dag på en svær opgave i den sidste Superliga-kamp inden vinterpausen. På udebane skulle Hobro møde Brøndby, som dog havde lidt nederlag i de seneste tre kampe inden dagens kamp.
Og det lykkedes for Hobro at redde sig det ene point efter resultatet 1-1.
Hobro, som inden kampen lå som nummer 12 i Superligaen, var effektive i starten, som ellers var præget af et Brøndby-pres. For efter otte minutter bragte Julian Kristoffersen Hobro foran med 1-0 efter en aflevering fra Edgar Babayan.
Efter scoringen fik Hobro overtaget i kampen, men det lykkedes ikke at få scoret yderligere. Til gengæld fik Brøndby udlignet i det 38. minut, da Simon Hedlund scorede. Og 1-1 var også resultatet, da de to hold gik til pause.
Anden halvleg var præget af, at Brøndby pressede på for at score det sejrsgivende mål, men spillerne fra Hobro stod kompakt i defensiven og formåede at holde stand mod Brøndby-offensiven, som i slutminutterne var særdeles nærgående.
Spillerne fra Hobro kan nu holde vinterpause – i hvert fald fra kampe i Superligaen. Næste opgave i ligaen er 16. februar på udebane mod SønderjyskeE.